Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Internetpsykiatrien.dk er forsinket

En forsinkelse i programmeringen af behandlingsmodulerne betyder, at Psykiatrien i Region Syddanmarks digitale tilbud til borgere med let til moderat depression, Internetpsykiatrien.dk,  er blevet forsinket. Internetpsykiatrien.dk forventes at være klar til drift 16. juni 2014.

Firmaet, som varetager selve programmeringsarbejdet, har ikke har været i stand til at følge den aftalte tidsplan, blandt andet fordi de har mistet centrale ansatte, som firmaet nu er ved at erstatte.

- Vi er meget kede af forsinkelsen. Vi ved, at det er et tilbud, som mange borgere ønsker at deltage i. Vi har imidlertid fokus på at give de patienter, der allerede er tilknyttet projektet, et godt alternativ, mens vi arbejder på fuld kraft på at få programmet på plads, siger psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark Jacob Stengaard Madsen.

Behandling hjemme i stuen

Internetpsykiatrien.dk er et digitalt behandlingsforløb, hvor borgere med let til moderat depression kan få behandling hjemme i stuen.

Behandlingsforløbet, der er gratis, foregår i en vekselvirkning mellem videokonsultation og interaktive øvelser fordelt på 10 forskellige behandlingsmoduler foran computeren.

På den vis bliver Internetpsykiatrien.dk et skridt på vejen til at gøre psykiatri kendt i hverdagen. Alle kan uden henvisning fra lægen gennemføre et behandlingsforløb derhjemme, når det passer ind i hverdagen.

For at få adgang til behandlingsmodulerne kræver det dog, at patienten er udredt og har gennemført en videokonference med en psykolog.

Tager hånd om patienterne

20 patienter er udredt og har gennemført en videokonference. De er derfor klar til at gå i gang med øvelserne på computeren, men tilbydes i stedet behandling via videokonference. 17 patienter er udredt og tilbydes støttende samtaler, mens de venter på at komme i gang med behandlingen. 16 patienter, der er lovet tid til udredning, vil få en tid til udredning i juni, og 78 patienter, der har anmodet om at komme med i programmet, vil blive tilbudt at blive kontaktet, når programmet fungerer igen midt i juni.

Forsinkelsen af programmeringen medfører en merudgift for Region Syddanmark på. 320.000 kroner, men vil derudover ikke få konsekvenser for behandlingstilbuddet.
 


Siden er sidst opdateret 20-3-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt