Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Konference om mindre tvang

Det nationale gennembrudsprojekt om nedbringelse af tvang i psykiatrien 2012-15 er halvvejs. Og torsdag 6. marts 2014 blev der holdt en national midtvejsevaluering i Odense med deltagelse af alle regioner - mere end 150 deltagere var mødt op.

Der var foredrag, oplæg fra de enkelte afdelinger - blandt andet var Psykiatrien i Region Syddanmark repræsenteret med Børne- og Ungdomspsykiatri Esbjerg, der har indført nul tvang på afdelingen:

- Brug patientens livshistorie. Se mennesket foran jer, i stedet for at se diagnosen. Tænk kreativt. Skab alliancer med patienten. Hav den samme kultur på stuen som på personalekontoret. Hyg om patienten, var nogle af ordene fra socialpædagog Ronnie Sydbøge fra Børne- og Ungdomspsykiatri Esbjerg.

De samlede tvangstal blev præsenteret af CFK Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, der står for det 3-årige projekt, og der tegner sig en mindre reduktion i tvangen på landsplan. Ikke noget overvældende - men dog en fremgang.  

Angsten danses væk
Et lyspunkt på dagen var da en ung patient indtog scenen med et foredrag og lektion i dans. Hun fortalte, hvordan dans og motion har hjulpet hende med at holde angst, anfald, indlæggelser og tvang væk. Med hjælp fra personalet på afdelingen. Og givet hende et liv med glæde, selvkontrol og kropsbevidsthed - efter 18 indlæggelser og mere end 12 års psykisk sygdom.

Rolleskift
Efter foredraget jog hun alle tilhørerne op af stolene - og så fik fagfolkene ellers en danselektion til lyden af Michael Jacksons "Blame it on the boogie".

- Ku I mærke hvor fantastisk det var, og hvordan det eneste I kunne tænke på, mens I gjorde det, var at holde fokus på kroppen og trinene?!

Læs mere om konferencen og se billeder i næste nummer af medarbejderbladet PS!, der udkommer lige før påske.

Her kan du også følge projektleder og fysioterapeut Anne-Mette Nørregaard, når hun besøger Børne- og Ungdomspsykiatri Esbjerg - afdelingen, der har indført nul tvang.

Læs mere om det nationale projekt i det kommende PS! og her. 

Se midtvejsevalueringen her

Fakta

Det er otte afsnit i Psykiatrien i Region Syddanmark, der deltager i det nationale projekt.

Projektets formål er at nedbringe omfang og varighed af tvangsanvendelsen i psykiatrien mest muligt. Samtidig skal det sikres, at kvaliteten af den tvang, der anvendes, er så høj som muligt set fra et organisatorisk, fagligt og patientoplevet perspektiv.

I projektet vil der være særligt fokus på at anvende mentale og fysiske aktiviteter som redskaber til nedbringelsen af brug af tvang. Det kan fx være undervisningsmæssige tilbud, mindfulness, musik, motion, madlavning, dans mv.


Siden er sidst opdateret 3-11-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt