Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilIndsats skal forbedre livet for mennesker med psykisk sygdom

Indsats skal forbedre livet for mennesker med psykisk sygdom

Psykisk syge lever i gennemsnit 15-20 år kortere end danskere uden en psykiatrisk diagnose, men en ny indsats skal gøre livet bedre for de psykiatriske patienter. I projekt Sikker Psykiatri arbejder Psykiatrien i Region Syddanmark sammen med psykiatrien i de fire andre regioner om at forebygge medicinfejl, tvang og selvmord samt sikre effektiv behandling af fysiske sygdomme som hjertesygdomme.

- Vi har en forpligtigelse til at give mennesker med psykisk sygdom flere gode leveår. Det område, der har den potentielt største sundhedsgevinst for de psykiatriske patienter, er behandling af de fysiske sygdomme. Derfor er et af hovedmålene med Sikker Psykiatri at skærpe sundhedspersonalets fokus på fysiske sygdomme, så psykisk syge får en mere effektiv behandling, forklarer Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark og formand for den faglige følgegruppe i Sikker Psykiatri.

I Region Syddanmark deltager Psykiatrisk Afdeling Svendborg.

Mere systematiske arbejdsgange

Det er Danske Regioner, TrygFonden, Det Obelske Familiefond og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der står bag Sikker Psykiatri. Inspirationen er hentet fra det danske projekt Patientsikkert Sygehus, som har gjort behandlingen af patienterne sikrere gennem mere systematiske arbejdsgange for sundhedspersonalet.

Patientsikkert Sygehus har blandt andet øget sikkerheden ved operationer ved hjælp af tjeklister. Sikker Psykiatri tager lignende værktøjer i brug for eksempelvis at mindske medicinfejl.

- Patientsikkert Sygehus har skabt ekstraordinære resultater og forbedret sikkerheden for patienterne mærkbart. Vi vil nu afprøve de samme metoder i psykiatrien i håb om at opnå ligeså gode resultater til gavn for psykisk syge, fortæller Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Ledelsen skal ud på afdelingerne

Sikker Psykiatri involverer desuden ledelserne i en grad, man ikke tidligere har oplevet i psykiatrien. Erfaringer fra Patientsikkert Sygehus og internationale projekter i blandt andet Storbritannien viser nemlig, at forbedringer af sundhedsvæsnet kræver massiv opbakning fra ledelsen.

- Ved tidligere projekter i psykiatrien har vi opnået gode resultater, men de har ikke været varige. I Storbritannien har man haft succes med at fastholde resultaterne på baggrund af et stort engagement fra ledelserne. Målet i Sikker Psykiatri er, at ledelserne tager mere ansvar for projektet, siger Anders Meinert Pedersen.

Konkret skal ledelserne ud på afdelingerne og deltage aktivt ved at lytte og spørge til sundhedspersonalets arbejde. Sikker Psykiatri løber frem til udgangen af 2016, og projektets indsatsområder er tænkt sammen med de kvalitetsinitiativer, som psykiatrien allerede arbejder med.

Fakta

Sikker Psykiatri er et demonstrationsprojekt, der skal vise, at det er muligt at opnå markante forbedringer af kvaliteten og patientsikkerheden med fokus på:

  • Sikker medicinering
  • Effektiv behandling af fysiske sygdomme
  • Forebyggelse af selvmord
  • Reduktion af tvang

Deltagere i projektet

Udover Psykiatrisk Afdeling Svendborg deltager fem enheder:

  • Psykiatrisk Center Glostrup (Region Hovedstaden)
  • Psykiatrien Syd, afsnit i Vordingborg (Region Sjælland)
  • Regionspsykiatrien Viborg-Skive, afsnit i Viborg (Region Midtjylland)
  • Klinik Nord, afsnit i Thisted (Region Nordjylland)
  • Klinik Syd, afsnit i Aalborg (Region Nordjylland)

Siden er sidst opdateret 15-1-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt