Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilMiddelfart Museum samler psykiatriens historie i Syddanmark

Middelfart Museum samler psykiatriens historie i Syddanmark

Støtten fra kulturpuljen til opbygning af udstillingen om psykiatri gennem tiderne blev bevilget på årets sidste møde i regionsrådet. Støtten skal skabe et regionalt fyrtårn inden for psykiatrihistorien. Det sker ved, at de psykiatriske afdelinger i Augustenborg og Hviding i forbindelse med flytning overdrager to unikke psykiatrihistoriske samlinger til Psykiatrisk Samling i Middelfart.

De to samlinger integreres i museets udstilling, og med en ny samlet udstilling af psykiatrihistorien udvides dets viden om den regionale og nationale psykiatris historie gennem de seneste 100 år.

Vil skabe et nationalt center

Middelfart Museum vil på længere sigt etablere et regionalt videns- og formidlingscenter om psykiatri, og overtagelsen af samlingerne fra Augustenborg og Hviding er første led i opbygningen, der vil få stor betydning både lokalt og nationalt.

Planerne glæder formanden for Region Syddanmark, Carl Holst (V).

- Med samlingen af de tre udstillinger kan borgere og turister få et bredere og mere kvalificeret indblik i behandlingen af mennesker med psykiatrisk sygdom gennem 100 år. Det historiske perspektiv kan medvirke til at skabe forståelse for psykisk sygdom i dag, og samtidig vil målgruppen også være en bredere kreds end alene de besøgende på museet, påpeger Carl Holst, der også udtrykker ros til det arbejde, som en gruppe frivillige bag samlingerne i Augustenborg og Hviding har stået bag i årtier.

Vigtig viden bevares

Museumsleder Majken Nørup fra Middelfart Museum forventer, at den konkrete flytning af samlingerne kan ske ultimo næste år, når man har gennemført en sortering og registrering lokalt.

- Samlingerne i Augustenborg og Hviding er imponerende og helt unikke, og vi er glade for, at de to samlinger med den historiske viden ikke går tabt.

Sammen med vores psykiatriske samling vil vi kunne give et bedre indblik i den tidsmæssige udvikling i behandlingen af psykiatrisk sygdom, men også et samlet indtryk af forskellige behandlingsformer og kulturelle forskelle på tværs af regionen. Med projektet kan vi forbinde fortid og nutid, og bruge synergien til at skabe interesse for psykiatrien generelt, forklarer Majken Nørup.

Middelfart Museum vil samtidig involvere en række samarbejdspartnere for at sikre en direkte kontakt til psykiatrien i dag.

En central placering

Når den fysiske flytning er overstået, vil Middelfart Museum åbne den udvidede udstilling med base i Teglgårdsparken i Middelfart, der er placeret tæt ved Danmarks næststørste dyrehave, Naturparken Hindsgavl Dyrehave, og ved Danmarks Keramik Museum, Grimmerhus, som er under ombygning.

Støtten fra kulturpuljen er på 400.000 kr., og de samlede udgifter til flytningen af samlingerne fra Augustenborg og Hviding skønnes at blive på 1,1 mio. kr.


Siden er sidst opdateret 21-12-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt