Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


DIPA deler ud af sin viden

Hvordan tror du fremover, at tvang bedst muligt kan undgås? Hvordan kan vi som personale bedst hjælpe dig? Hvad skal der til for, at du får mere ro?

Det er noget af det, patienterne kan blive spurgt til, når Psykiatrisk Afdeling Odense laver de såkaldte forhåndstilkendegivelser, der skal forebygge, at kritiske situationer opstår.

DIPA temadag

Temadag om DIPA mandag 16. december 2013. Tekst og foto: Hanne Kopp

Ned med tvang ved at samarbejde

Gennem de seneste tre år har Psykiatrisk Afdeling Odense deltaget i et projekt, der blandt andet skal nedbringe brugen af tvang. Ved at indføre forskellige konkrete metoder og redskaber har afdelingen arbejdet på at ændre holdninger og vaner og øge samarbejdet med patienterne.

Forhåndstilkendegivelserne er en af metoderne. De er en udbygning af de lovbestemte eftersamtaler, og de udføres typisk efter første tvangsforanstaltning, hvor patienten er inde i en stabil periode. De laves for at undgå, at tvangen sker igen.

DiPA temadag

Projektet, som afdelingen har deltaget i, hedder DIPA og står for Den Integrative Psykiatriske Afdeling. Projektet slutter ved udgangen af 2013, og her på falderebet, havde afdelingen inviteret andre afdelinger i psykiatrisygehuset til temadag mandag 16. december 2013, hvor formålet var at dele viden og erfaring.

Det hjælper

Som et råd til kollegerne, sagde kvalitetskoordinator Jimmy Caspersen afslutningsvist:

- Vær varsom med at sætte et kvantitativt mål på forhånd, for det kan være svært at måle effekten direkte. Vi har gode erfaringer, og vi mener, at tiltagene har hjulpet på fx nedbringelse af tvang, den faglige kompetence og tilfredshed, patienterne livskvalitet og samarbejdet i øvrigt. Det er også vigtigt, at vi deler vores erfaringer på tværs af sygehuset, da der i dialogen med andre er en stor gevinst at hente.

Jimmy Caspersen

På temadagen kunne man høre om følgende redskaber og metoder, som afdelingen har taget i brug:

Motiverende samtaler: Hvor personalet skal spørge frem for at anklage, overtale eller rådgive. Pointen er, at man bruger patientens egne argumenter og egen motivation for ændring.

Miljøterapeutisk trappe: Et slags udviklingsskema med krav og muligheder for, hvad patienten kan, må eller ikke må - og hvad der skal til for at komme til næste trin. Hvis reglerne ikke overholdes, vil patienten gå et skridt tilbage på trappen etc.

Risikovurdering og Brøset Violence Checkliste (BVC): Personalet vurderer, hvor tvangstruet en patient er, og hvad der kan gøres for at undgå tvang.

Forsøg med brugerstyrede senge: Kontrakt, hvor visiterede patienter på eget initiativ kan lade sig indlægge i kortere tid.

Tvungen opfølgning og udskrivningsaftaler og koordinationsplaner: Forskellige former for aftaler med patienten, der skal sikre, at tvang forebygges og undgås

Mere om DIPA

Den Integrative Psykiatriske Afdeling (DIPA) er et satspuljeprojekt og forankret på Psykiatrisk Afdeling Odense og består af seks arbejdsgrupper med hvert sit fokus: Forebyggelse af tvang, marketing og formidling, samarbejde med patient og pårørende, kompetenceudvikling, evidensbaseret praksis og integreret indsats.

Formålet er at skabe integrerede patientforløb ved at:

forbedre samarbejdet mellem regional og kommunal psykiatri

inddrage pårørende i behandlingen

sikre evidensbaseret praksis (bruge viden fra forskning i behandlingen)

formidle viden og erfaringer fra projektet til alle psykiatriske afdelinger i Psykiatrien i Region Syddanmark.

Læs mere om DIPA

http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/dipa

 


Siden er sidst opdateret 18-12-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt