Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Internetpsykiatri mod depression

Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver hver femte dansker ramt af en depression i løbet af livet, men kun halvdelen får den nødvendige behandling. Det skal Internetpsykiatrien.dk være med til at ændre på. Det digitale behandlingstilbud har premiere i Region Syddanmark 9. december 2013.

Internetpsykiatristor

Behandling hjemme i stuen

Dermed har borgerne fået let adgang til behandling af let til moderat depression. Det digitale behandlingsforløb er gratis og foregår i en vekselvirkning mellem videokonsultation og interaktive øvelser foran computeren. På den vis er Internetpsykiatrien.dk et skridt på vejen til at gøre psykiatri kendt i hverdagen. Alle kan uden henvisning fra lægen gennemføre et behandlingsforløb hjemme i stuen, når det passer ind i hverdagen. Efter 10 uger afsluttes behandlingen med endnu en videokonsultation.

På niveau med traditionel behandling

Med behandling over nettet vil flere sætte sig foran computeren og lade sig behandle. Det viser undersøgelser fra Sverige, som har udbudt internetpsykiatri siden 2005. De svenske erfaringer viser også, at den internetbaserede behandling kan være lige så god som traditionel behandling.

- Med den nemme adgang forventer vi, at flere vil vælge at få behandling tidligere, så sygdommen ikke når at blive så alvorlig. Det betyder meget – både for den enkelte borgers livskvalitet og for samfundsøkonomien.  Det er behandling i øjenhøjde og på borgerens betingelser. Behandlingen er enkel at gå til. Det kræver sådan set bare, at man kender hjemmesiden, siger psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen, Region Syddanmark.

Fakta om Internetpsykiatrien.dk

  • Psykiatrien i Region Syddanmark søsætter www.internetpsykiatrien.dk som projekt frem til september 2014. Projektet er støttet af Regionernes Sundheds-it (RSI), og det er hensigten, at det skal udbredes til resten af landet, når projektperioden er slut.
  • Internetpsykiatrien.dk er fysisk placeret i Telepsykiatrisk Center i Psykiatrien i Region Syddanmark.
  • Internetpsykiatri er afprøvet forskellige steder i verden gennem de sidste 15 år. Blandt andet i Sverige. Det betyder, at der allerede i dag kan leveres evidensbaseret behandling. Resultaterne har nemlig vist, at behandling over nettet kan have lige så god effekt på depression som traditionel behandling.

Læs mere på www.internetpsykiatrien.dk.
 


Siden er sidst opdateret 9-12-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt