Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Familiebehandler vinder integrationspris

I efterårsferien tager familiebehandler Knud Eschen på naturlejr med seks flygtningefamilier, der lever med traumer og PTSD efter krig, flugt og tortur. I år skal ti forældre og 24 børn i alderen fem til femten år med på lejrtur – arabere, somaliere, kurdere, afghanere. Formålet med lejren er at styrke relationerne i familier, hvor hverdagen er præget af forældrenes psykiske sygdom. Samtidig får forældre og børn indblik i dansk natur og kultur og dermed flere ressourcer til at indgå i det omgivende samfund.

Med den sydfynske natur som omdrejningspunkt skal der leges, gøgles og skabes positive oplevelser og sociale bånd, hvor børnene får mulighed for at se deres forældre i et helt nyt lys.

Pris for kreativ integration 

Knud Eschens nytænkende indsats, engagement og faglige viden er grunden til, at social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen har kåret Knud Eschen som vinder af Integrationsprisen "Årets medarbejder".

- Det er fantastisk at se, hvordan en ildsjæl som Knud Eschen kan gøre en forskel for nogle af de mest udsatte i Danmark. Han formår at skabe håb og motivere familierne til at se lysere på fremtiden. Det er overordentlig vigtigt, at der er personer som Knud, der sikrer, at sådanne familier får det frirum, som de i den grad behøver, siger Anette Vilhelmsen.

Natur, fællesskab og integration

- En lejrtur giver familierne en pause fra en hverdag præget af PTSD. Der er rum til fodbold, snobrød, orienteringsløb og fisketure, og det er en fornøjelse at se, hvordan fælles oplevelser påvirker hele familien positivt. Jeg glæder mig til at skulle af sted for tredje år i træk. Integrationsprisen ser jeg som en politisk anerkendelse af både mit arbejde og målgruppen, og den anerkendelse sætter jeg pris på, siger Knud Eschen.

Det er tre år siden, at Knud Eschen, Afdeling for Traume- og Torturoverlevere, Psykiatrien i Region Syddanmark, og naturvejleder Thor Hjarsen fra Red Barnet fik ideen til projektet "Natur, fællesskab og integration". Med natur og friluftsliv som ramme og et korps af frivillige planlægger de året rundt aktiviteter, der forbedrer den fysiske og mentale sundhed og trivsel i PTSD-ramte familier.

Integrationspriserne 2013

Integrationspriserne 2013 blev uddelt den 7. oktober på Bremen Teater i København i kategorierne: Årets nydanske forælder, Årets arbejdsplads, Årets medarbejder, Årets kommune og Årets frivillige forening.

Læs pressemeddelelsen fra Social-, børne- og integrationsministeriet her

Se Knud Eschens nomineringsvideo til Integrationspriserne 2013

 


Siden er sidst opdateret 11-10-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt