Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilSyddanske retspsykiatriske patienter skal være mere tilfredse

Syddanske retspsykiatriske patienter skal være mere tilfredse

27 retspsykiatriske døgnafsnit har for første gang deltaget i en landsdækkende tilfredshedsundersøgelse med fokus på patienters og medarbejderes oplevelser af behandlingen.

Det fremgår af undersøgelsen, at retspsykiatrien i Danmark generelt kan gøre det bedre. Imidlertid viser resultaterne, at syddanske patienter er mindst tilfredse. Tilfredsheden blandt medarbejderne er derimod tæt på landsgennemsnittet.

Relativt få personer har deltaget i undersøgelsen. På landsplan er det 143 patienter. 19 af disse kommer fra Region Syddanmark.

Inddragelse og nærvær

- Resultaterne på patientsiden viser, at vi har en opgave. Retspsykiatriske patienter er selvfølgelig indlagt på andre vilkår end patienter på almenpsykiatriske afsnit. De er der jo ikke efter eget valg. Derfor er det ikke overraskende, at de er mindre tilfredse end patienter i voksen- og børne- og ungdomspsykiatrien. Men det betyder ikke, at vores retspsykiatriske patienter skal opleve mindre empati, inddragelse og nærvær, siger psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen.

Arbejdsgruppe inddrager patienter

Psykiatrisygehuset nedsætter nu en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan patienternes oplevelse af behandlingen på de retspsykiatriske afsnit kan gøres bedre. Arbejdsgruppen inddrager patientrepræsentanter og består af medarbejdere og ledere fra det retspsykiatriske område.

- I Region Syddanmark er vi i fuld gang med at højne kvaliteten af den retspsykiatriske behandling. Sideløbende med, at vi samler vores retspsykiatri i nybyggede rammer i Middelfart, har vi gang i kompetenceudvikling og uddannelse. Arbejdsgruppen, som vi nu nedsætter, skal sikre, at vi får sat en god dagsorden for den nye samlede retspsykiatri, så der bliver markant højere patienttilfredshed næste gang, der laves en tilsvarende undersøgelse, oplyser Jacob Stengaard Madsen.

Både kompetenceudvikling, de nye fysiske rammer og nye måder at angribe patienternes hverdag på – fx via større fokus på meningsfyldte aktiviteter - skal føre til bedre arbejdsmiljø, bedre udnyttelse af ressourcer og generelt højere tilfredshed.

Læs mere


Siden er sidst opdateret 7-10-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt