Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Socialstyrelsen støtter SAFARI

Knap 2800 små børn i forskningsprojektet Odense Børnekohorte skal nu være med til at opklare, hvorfor et stigende antal børn og unge henvises til psykiatrisk vurdering.

Med donationer på henholdsvis 2,9 og 1 mio. kr. fra Socialstyrelsen og fra psykiatrisygehusets forskningspulje skal Odense Børnekohorte forske i, hvordan børnepsykiatriske lidelser opstår, og hvordan man håndterer dem til fordel for børnene.

Det er forskningsprojektet SAFARI, der ledes af professor Niels Bilenberg, Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, som har fået den største pose penge.

- Det er almindeligt, at småbørn i nogle sammenhænge er urolige, farer omkring og er ukoncentrerede. De fleste børn klarer sig fint, men vi skal have undersøgt, hvad er det for faktorer, der afgør, om et barn modnes og falder til ro - eller udvikler tiltagende problemer, får en diagnose og måske skal behandles med medicin, siger han.

Psykiatrien giver børnekohorden bredde

Projektkoordinator Henriette Boye Kyhl fra Odense Børnekohorte glæder sig over, at psykiatrien nu også bliver en del af projektet.

- Psykiatrien er et spændende område, som giver kohorten den bredde, vi gerne vil have i forskningen. Vi ønsker både at belyse børns sundhed ud fra et fysisk, psykisk, socialt og miljømæssigt perspektiv, siger hun.

Børn- og ungeoverlæge i Odense Kommune, Susanne Buhl, håber, forskningen kan kaste lys over den alvorlige udvikling:

- Der mangler i høj grad viden om årsagerne til, at et stigende antal børn og unge i dag henvises til psykiatrien med vanskeligheder, der begrænser deres naturlige udvikling. Samtidig skal vi sikre, at den unge med en psykiatrisk diagnose får de bedste muligheder for et meningsfyldt liv med uddannelsesmuligheder, tilknytning til arbejdsmarkedet og et godt familieliv, udtaler hun.

Om Odense Børnekohorte

Odense Børnekohorte - et projekt om sundhed følger odenseanske børn i 18 år for at få ny og mere detaljeret viden om, hvad der fremmer børns sundhed. Foreløbig er der 11 underprojekter, som bruger den indsamlede data til hvert deres sundhedsområde. Det kan for eksempel være udviklingen af børnesprog eller kemikaliers påvirkning af fedme- eller allergiudvikling. På nuværende tidspunkt er der 2.725 deltagere, og målet er 3.000.

Læs mere om Odense Børnekohorte på www.odense.dk/odensekohorten.


Siden er sidst opdateret 5-9-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt