Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Fra Sydeuropa til Syddanmark

Hvordan er vejret i Danmark? Hvor sikkert er der - er der bander og høj kriminalitet? Hvordan er erfaringerne med små børn? Kan de begå sig og hvor hurtigt lærer de sproget? Hvad laver danskerne i fritiden? Hvad tjener man i Danmark?

Spørgsmålene var mange. Mest om livet i Danmark, kulturen og det sociale liv. Rundt om bordet sad fire læger og deres ægtefæller fra Portugal, Spanien og Polen.  Alle var de kommet til Augustenborg for at høre, hvad Danmark og psykiatrisygehuset har at tilbyde.

Udenlandske læger i Augustenborg

På billedet ses fra venstre: Jane Elgård Petersen, Relocation Syd, dr. Gloria Andrea Mahecha og ægtefælle Marco Romeo, dr. Louis Fonseca, ledende overlæge Volkmar Sippel, dr. Anne Zielinska moldoch og bagved ægtefælle Pawel Moldoch, vikar overlæge Conny Andersen, forrest: mor og datter dr. Silva Casais Vega og Silvana Casais og bagerst fra Work in Denmark South: Magdalena Andersen og Jørgen Ulldall-Ekman. Tekst og foto: Hanne Kopp

Psykiatrisk Afdeling Haderslev-Augustenborg mangler stadig læger, og det er anden gang indenfor et halvt år, at de nu vender blikket udenfor Danmarks grænser i håb om at hente udenlandske læger til Sønderjylland.

Rundvisning og vilkår
I Augustenborg fik lægerne en introduktion til Psykiatrien i Region Syddanmark, de hørte mere om jobtilbuddet og vilkårene omkring tilbuddet. De hørte om de udfordringer, der er ved at arbejde på en ældre traditionsrig afdeling – og de muligheder for fornyelse, nytænkning og involvering, der også vil være fremadrettet, når byggeriet i Aabenraa bliver klar til indflytning.

I løbet af dagen var der rundvisning på afdelingen og et kort besøg på slottet. Undervejs var der også samtaler med kandidaterne.

Lørdag var de på sightseeing i det sønderjyske og fik blandt andet så en dansk skole og et eksempel på en dansk bolig. Og afdelingen i Haderslev bød indenfor på en rundvisning, inden gæsterne igen rejste hjem fra Billund Lufthavn.

Videre forløb
Kandidaterne skal nu vende tilbage senest 4. juli og fortælle om de stadig er interesserede i jobbet. Senest 9. juli får kandidaterne besked.

Fakta
Rekrutteringsprocessen køres i tæt samarbejde med Work In Denmark South og Relocation Syd. Som et nyt tiltag har regionen indgået et samarbejde med Relocation Syd om at fungere som hjælp til de læger, der kommer hertil. De kan få hjælp til at finde en bolig og de kan svare på de praktiske spørgsmål i de første måneder, de kommer hertil.

De nye udenlandske medarbejdere vil først komme på et tre måneders intensivt sprogkursus, hvorefter der i en periode vil veksles mellem sprogundervisning og arbejde på afdelingen.

Sprogundervisningen vil foregå i Aabenraa, og der samarbejdes med Sygehus Sønderjylland om at lave særlige kurser for sundhedspersonale/læger. Samarbejdet sker med AOF Sprogcenter i Aabenraa.

Stabilitet og mulighed for at forske

Polsk ægtepar i Augustenborg

Dr. Anna Zielinska Moldoch og ægtefælle Pawel Moldoch

Anna og Pawel kommer fra Polen. De har en søn på tre år, og har begge store forventninger til Danmark:

- Vi har brug for et skift. Stabilitet og sikkerhed. Og større balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi tror på, at et liv i Danmark vil være bedre for vores søn.

- Jeg vil også gerne kunne forske. Det er der ikke mange muligheder for i Polen.

Læs tidligere nyhed om rekruttering


Siden er sidst opdateret 1-7-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt