Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilPsykiatrisk Afdeling Odense mødte fynboerne i gågaden

Psykiatrisk Afdeling Odense mødte fynboerne i gågaden

Der blev delt pjecer ud, der blev stillet mange spørgsmål og givet lige så mange svar på spørgsmål om psykiatri og psykiske lidelser på gågaden i Odense lørdag den 8. juni. Otte sekretærer, overlæger, sygeplejersker og ergoterapeuter fra Psykiatrisk Afdeling Odense var nemlig rykket ud fra afdelingen og ind på Ove Sprogøes Plads i Odense centrum - sammen med to medarbejdere og to brugere fra det kommunale psykiatriske informationscenter, PIO Psyk-Info Odense.

Hjælp uden fordomme

Bent Tofteberg, pensioneret pædagog, var en af dem, der stoppede op på pladsen i Odense for at få udvidet sin psykiatriske horisont:

- Gennem et langt liv har jeg mødt en del mennesker med bl.a. depressioner og stress. Jeg har tit følt mig hjælpeløs, for det er svært at vide, hvordan man gør det rigtige for dem. Psykiske problemer er sjældent noget folk lyst til at fortælle andre om, men jeg tror det er vigtigt med større åbenhed, så alle kan få den hjælp, de har brug for - uden at blive mødt af fordomme.

Kirsten har fået lettere ved at tale om sin depression

Kirsten er 82 år. Hun har siden februar været indlagt på det gerontopsykiatriske afsnit i Odense med en svær depression, men er nu hjemme på weekend og vælger at kigge forbi arrangementet om åbenhed:

- Jeg har haft flere depressioner gennem årene, men de fleste af de mennesker, jeg kender, har ikke vidst det, fordi jeg ikke har villet snakke med nogen om det. Det har jeg fået lettere ved, efter jeg er blevet indlagt og har mødt andre i samme situation som mig selv. Jeg håber, at et arrangement som det her kan være med til at skabe større åbenhed, for det er der virkelig brug for.

Sansestol

Kirsten, der selv er patient på Psykiatrisk Afdeling Odense, prøver en sansestol sammen med ergoterapeut Jytte Mindegaard. Tekst og foto: Eivind S. Johansen.

Modvægt til negative historier

Ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Odense, Sonja Rasmussen, vurderer, at arrangementet i Odense levede op til forventningerne:

- Alle har en holdning til psykiatri og psykiske lidelser, men ikke nødvendigvis viden. De kender ofte kun psykiatrien fra de negative overskrifter i aviserne, men har ikke hørt de gode historier om vellykkede behandlingsforløb, fortæller Sonja Rasmussen og tilføjer:

- Arrangementet var vellykket, for vi fik snakket med mange mennesker på gaden. Mange af dem er glade for os, mens enkelte var kritiske og mener, at vi gør for lidt for folk med psykiatriske diagnoser.

Sonja

Sonja Rasmussen (tv), ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Odense, var tilfreds med formiddagen i gågaden.

Sonja Rasmussen siger videre, at en stor del af dem, der stoppede og fik en snak, var brugere af regionspsykiatrien eller pårørende til brugere. Men, at der også var dialog med en del mennesker, der overvejede at uddanne sig til et job i psykiatrien.

”Det er godt, at I går på gaden, for der er brug for dialog og åbenhed” - var budskabet fra mange af de mennesker, afdelingen kom i kontakt med. 


Siden er sidst opdateret 11-6-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt