Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilPsykiatri og jobcenter hjælper psykisk syge i arbejde

Psykiatri og jobcenter hjælper psykisk syge i arbejde

IPS-projektet - eller individuelt planlagt job med støtte - er både et lavpraktisk hverdagsprojekt og et forskningsprojekt. I lokalpsykiatrien på Skulkenborg midt i Odense sidder Lars Olaf Nielsen. Han er ansat af Odense Kommune som leder for en lille flok af jobkonsulenter, der har særlig indsigt i psykiatri.

Jobcenter og lokalpsykiatri i tæt samspil

Efter amerikansk forbillede møder de jobkandidater i tæt samspil med regionspsykiatrien. Formålet er at integrere psykisk syge på arbejdsmarkedet.

Udgangspunktet er, at mennesker med svær psykisk sygdom med det rette job og de rette arbejdsomgivelser kan få arbejde på det ordinære arbejdsmarked.

- Vi ved, at svær psykisk sygdom ikke behøver at være lig med en tilværelse som førtidspensionist. Alligevel stiger andelen af psykisk syge, der modtager førtidspension. I samarbejde med borgere og kommuner skal vi have knækket den kurve. Det handler om livskvalitet og om kroner og øre, siger Carl Holst (V), formand for regionsrådet i Region Syddanmark.

Rådmand Peter Rahbæk Juel (S) fra Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune er enig i, at psykisk syge så vidt muligt skal ind på det ordinære arbejdsmarked, fremfor at blive parkeret uden for samfundet på førtidspension.

- Fordi man har fået en psykiatrisk diagnose er det ikke udelukket, at man kan varetage et ordinært arbejde. Faktisk har borgere med psykisk sygdom i årevis sagt, at de ønsker helt eller delvist at varetage et job sideløbende med deres behandling. Ved at hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet gavner vi det enkelte menneske, samfundsøkonomien og virksomhederne, siger Peter Rahbæk Juel. 

Begge hilser forskningsprojektet og det konkrete samarbejde i Odense velkomment og ser frem til at se positive effekter af indsatsen, når forskningsdelen afsluttes i 2017.

Støtte til job efter tre modeller

Regionspsykiatrien udvælger blandt patienterne kandidater, som kan indgå i IPS-projektet. Men ikke alle egnede kandidater tilbydes den forkromede model, hvor jobcentrets standard suppleres med blandt andet social færdighedstræning.

Det sideløbende forskningsprojekt deler nemlig kandidaterne i tre grupper. To grupper får støtte henholdsvis efter den ”rene” IPS-model tilpasset danske forhold og efter IPS-modellen inklusiv målrettet genoptræning af hukommelse, koncentration og planlægningsevne samt social færdighedstræning. Den tredje gruppe får en helt traditionel støtte fra kommunens medarbejdere.

International forskning har vist, at IPS-metoden har god effekt, og forskerne fra Psykiatrien i Region Syddanmark undersøger derfor i projektforløbet, om metoden også virker under danske forhold. Desuden undersøger man, om de ekstra tilbud om social færdighedstræning med mere betyder, at kandidaterne på længere sigt bliver bedre til at holde fast i arbejdslivet og dermed forsørge sig selv. Det med langtidsvirkningen har nemlig vist sig at være akilleshælen i den amerikanske udgave.

IPS-modellen tager i samarbejdet mellem kandidat og jobkonsulent klart afsæt i kandidatens egne valg og præferencer - og giver mulighed for støtte og vejledning, så længe der er brug for det.

- Alt, hvad vi gør, vender vi med behandlerne. Indsatsen er en del af behandlingen, og grundtanken er, at det er kandidatens projekt – og at vi ved at inkludere på arbejdsmarkedet samtidig inkluderer i samfundet, siger projektleder Lars Olaf Nielsen, Odense Kommune.

 

Læs interviewet med én af kandidaterne:

Anne-Sophie er kandidat til et hverdagsliv med job

 

Fakta

  • Individuelt Planlagt job med Støtte (IPS) er et randomiseret interventionsforsøg, der undersøger og sammenligner effekten af IPS, IPS suppleret med træning i sociale og kognitive færdigheder samt standardbehandling til mennesker med en svær sindslidelse.
  • IPS gennemføres i samarbejde med Psykiatrisk Center København og er en del af forskningsprogrammet ”Inklusion”.
  • De deltagende patienter har et ønske om at uddanne sig og få et arbejde. De vurderes at være i matchgruppe 2 eller 3, er over 18 år og lider af skizofreni eller har en bipolar lidelse (maniodepressiv).
  • Indtil nu er cirka 30 syddanske patienter med i projektet og flere kommer løbende til. På landsplan skal 750 patienter være med.
  • Arbejdsmarkedsstyrelsen har givet 65 mio. kroner til projektet, der løber fra 2012 til 2017.

  •  

Siden er sidst opdateret 27-3-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt