Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Startskud på specialistuddannelse i MBT

136 fagpersoner fra hele landet, primært psykologer, har været igennem kursusforløbet i MBT, som udbydes af Psykiatrien i Region Syddanmark. 60 har tilmeldt sig uddannelsen. Begge dele er godkendt under Dansk Psykolog Forening og Dansk Psykiatrisk Selskab.

Ifølge sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov tyder de mange tilmeldinger på, at MBT-uddannelsen rammer et behov.

- Den virkelighed, vi befinder os i, kræver, at vi kan tilbyde en relevant og virkningsfuld behandling til alle vores patienter. Samtidig skal vi undgå ventetider. Det gælder både behandlingssteder i regioner, kommuner og privat praksis. Den store interesse for MBT i Danmark er måske et udtryk for, at den moderne psykodynamiske terapi tilbyder både indhold og ramme. En ramme som korresponderer godt med en virkelighed, hvor vi både taler om pakkeforløb, kvalitet i behandling, recovery og inddragelse af pårørende og patienter, konstaterede Ole Ryttov i sin åbningstale på uddannelsens første dag.

Samarbejde mellem afdelinger

Psykiatrien i Region Syddanmark har inviteret en række nationale og internationale eksperter til at undervise på MBT-uddannelsen. Mentaliseringsbaseret terapi blev for ca. ti år siden udviklet til at behandle mennesker med borderline personlighedsforstyrrelser. I dag bruges behandlingsformen til en række psykiske sygdomme, som f.eks. spiseforstyrrelser, depression, angstlidelser, misbrug og traumer.

MBT-uddannelsen er udviklet i et samarbejde mellem Psykiatrisk Afdeling Middelfart og Afdeling for Traume- og Torturoverlevere. Begge afdelinger bruger mentaliseringsbaseret terapi i behandlingen.

- Jeg er stolt af, at engagerede medarbejdere på flere afdelinger i Psykiatrien i Region Syddanmark fandt sammen om en faglig interesse i mentaliseringsbaseret terapi. Og at denne interesse har resulteret i en reel uddannelse. Region Syddanmark ønsker en forskningsbaseret videreudvikling af differentieret MBT-behandling til blandt andre traumatiserede patienter med PTSD og kompleks PTSD, sagde Ole Ryttov.

Afdeling for Traume- og Torturoverlevere er netop på vej til at udgive omfattende programmer for udredning og ressourcedifferentieret behandling af traumatiserede med PTSD.

Mentaliseringsevnen styrkes i den terapeutiske alliance

I mentaliseringsbaseret terapi styrker man patientens evne til at læse og forstå sine egne og andres følelser og reagere hensigtsmæssigt på dem. En grundlæggende social kompetence som styrkes i alliancen mellem patient og terapeut.

- Derfor handler mentalisering ikke bare om patienterne, men også om behandlerne. Den terapeutiske alliance er grundlaget for enhver god behandling af mennesker med psykiske lidelser, forklarede Ole Ryttov.

Professor Sigmund Karterud (Norge) underviste på uddannelsens første dag, og siden følger Finn Skårderud (Norge), Sverre Varvin (Norge), Jens Hardy Sørensen (Danmark), Jon Allen (USA), Patrick Luyten (England), Susan Hart (Danmark), Morten Kjølbye (Danmark), Henning Jordet (Danmark) og Mary Target (England).

Artikler på baggrund af undervisningsdagene samt undervisningsmateriale bliver løbende lagt på  www.traumeogtorturoverlevere.dk/MBT. Her kan du også se hele programmet for uddannelsen 2013-15 og læse mere om undervisere og supervisorer.

 

Mentaliseringsbaseret terapi

Mentaliseringsbaseret terapi (MBT) er en moderne evidensbaseret behandlingsform, som bygger på elementer fra evolutionsteori, tilknytningsteori, udviklingspsykologi, psykoanalyse, neurobiologi, gruppedynamik og psykopatologi. Mentaliseringsbegrebet blev første gang beskrevet i 2002 af professor og psykoanalytiker Peter Fonagy, The Anna Freud Center.


Siden er sidst opdateret 23-5-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt