Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilFire millioner kroner skal hjælpe sårbare unge

Fire millioner kroner skal hjælpe sårbare unge

Alt for mange unge har problemer i skolen, med venner og i familien. De mange problemer sætter de unge i en meget sårbar position, og for mange af dem knækker kurven helt. En gennemgang af statistikkerne for børne- og ungepsykiatrien i Region Syddanmark viser, at antallet af patienter i behandling er steget med 62 procent siden 2007.

I Region Syddanmark tog en lang række parter på uddannelsesområdet sidste år hul på et samarbejde, der skal spænde sikkerhedsnettet ud under de unge inden de ender som psykiatriske patienter, men de kan ikke løfte opgaven alene.

- Antallet af unge i behandling for en psykisk lidelse er steget med skræmmende fart. Vi går nu forrest for at kunne hjælpe dem bedst muligt – men det er absolut nødvendigt, at andre følger trop. For ingen af os, regioner, kommuner, uddannelsesinstitutioner, læger, de unges netværk eller familie kan løfte denne opgave alene. Vi skal løse og løfte denne opgave sammen, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V).

Regionsrådsformanden opfordrer helt konkret til, at kommunernes pædagogiske psykologiske rådgivninger (PPR), regionernes børne- og ungepsykiatri, de praktiserende læger og uddannelsesinstitutioner får etableret et tæt samarbejde, så flere unge får hjælp og støtte tidligere, så de undgår egentlig psykiatrisk behandling.

Unge bliver tabt på gulvet

Og der er behov for at hjælpe de unge så hurtigt som muligt. En rapport udarbejdet for Region Syddanmark i efteråret 2012 viste, at knap seks procent af en årgang ikke gennemfører en ungdomsuddannelse på grund af psykisk mistrivsel.

Dertil kommer tal fra Sundhedsstyrelsen fra 2012, der beretter, at hele fire ud af fem unge under 30, der får tilkendt førtidspension lider af en psykisk sygdom.

- Vores unge skal ikke gå rundt med psykiske problemer selv og risikere at ryge ned i et hul, de ikke kan komme op fra. For mig at se, så sender den mistrivsel, der opstår hos mange unge, dem ud i en gråzone, hvor vi som samfund skal være meget bedre til at tage hånd om dem. Det er netop her, det er vigtigt, de får hurtig og kompetent hjælp, så vi undgår, at de skal i behandling, og de får mulighed for at blive en aktiv del af vores samfund, siger Carl Holst.

Hurtig hjælp er afgørende

I Region Syddanmark er arbejdet med at skabe en helhedsorienteret løsning godt i gang. Psykiatriudvalget vil behandle sagen på deres næste møde. Der ansattes en projektleder, der skal stå for til opgave at udbrede de gode erfaringer fra Augustenborg og Kolding Børne- og Ungdomspsykiatri til hele regionen og trække tråde mellem regionens arbejdsgruppe på området til uddannelsesinstitutionerne.

Erfaringerne fra Kolding og Augustenborg er bygget på princippet om Åben Dialog, hvor behandlingen af den unge sker på en aktiv, inkluderende, ligeværdig og dialogbaseret måde. Og den nye tilgang baseres blandt andet på, at den unges familie og sociale netværk inddrages og samarbejder tæt med de offentlige instanser. Derudover er det afgørende, at det professionelle netværk bringes i spil så hurtigt og tidligt som muligt.

- Evalueringerne i Augustenborg og Kolding viser tydeligt, at hvis indsatsen sker tidligt, hurtigt og tværsektorielt, så er succesraten markant højere. Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi ikke bruger tiden på at skubbe opgaven videre, men i stedet tager hånd om den unge i fællesskab, siger Carl Holst.

 


Siden er sidst opdateret 16-4-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt