Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Lys skal hjælpe psykiatriske patienter

Psykiatrisygehuset vil fremover benytte sig aktivt af lys i behandlingen af psykiatriske patienter – et tiltag til 20 millioner kroner.

Patienter på de syddanske psykiatriske afdelinger vil i løbet af de kommende år få glæde af et nyt projekt til omkring 20 millioner, der skal udbrede lys som en del af behandlingen af patienterne.

Der skal blandt andet installeres lys, der følger døgnrytmen, og derudover vil Psykiatrien i Region Syddanmark i samarbejde med private virksomheder udvikle lys, der kan bruges som terapi til blandt andet depressive, mennesker der lider af demens eller skizofreni.

- Det er et meget spændende projekt, som vi nu tager hul på. Det er alment kendt, at lys har en stor indflydelse på, hvordan vi fungerer som mennesker, og flere forsøg tyder på, at lys kan påvirke sindslidende i positiv retning, og derfor er det kun naturligt, at vi bruger de iagttagelser, når vi bygger vores nye psykiatriske afdelinger, siger formand for psykiatriudvalget, Freddie Madsen (DF).

Formålet med projektet er at få integreret lyset i de kommende byggerier af psykiatriske afdelinger i regionen og i den forbindelse forske i, hvilken indflydelse lys kan have i større sammenhænge.

Lys i tre trin

Projektet består af tre elementer, der tager udgangspunkt i implementering, forskning og udvikling.

I første omgang installerer Region Syddanmark såkaldt døgnrytmelys på de psykiatriske afdelinger, der skal give patienterne en bedre indlæggelse og i tilgift give medarbejderne en bedre arbejdsplads.

Derudover skal regionen udvikle terapeutisk lys, og her påtænker regionen blandt andet et samarbejde med designskolen i Kolding og den hollandske virksomhed, Phillips, som Region Syddanmark netop har indgået en samarbejdsaftale med.

Sidst men ikke mindst vil regionen altså forske i lysets indvirkning, så man kan få afdækket de konkrete gevinster ved brugen af dynamisk lys. Forskningsprojektet er et forsøgsprojekt i stor skala, hvor effekterne af døgnrytmelyset bliver undersøgt på afdelingerne i Middelfart, Aabenraa og Esbjerg.

Igennem hele projektforløbet vil Region Syddanmark arbejde tæt sammen med Syddansk Sundhedsinnovation og Aalborg Universitet.

Penge fra anlægsbevillinger og pulje

En stor del af udgifterne til de nye lys – 15 millioner - vil blive dækket af de penge, der allerede er sat af til de nye byggerier i Middelfart, Esbjerg og Aabenraa, mens de sidste fem millioner vil blive dækket af Region Syddanmarks prioriteringspulje til psykiatrien.

- Regionsrådets beslutning om at støtte projektet giver mulighed for fortsat udvikling af psykiatrien. Region Syddanmark viser endnu engang, at vi er villige til at tænke nyt og inddrage private aktører samt at investere i udviklingen af et bedre sundhedsvæsen, siger psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen.

Byggerierne af de nye afdelinger står færdige i løbet af de næste otte år. I Middelfart kommer den nye retspsykiatri til at stå færdig i 2013, i Aabenraa forventes byggeriet at være færdigt i 2014, i Esbjerg i 2015, i Vejle skal byggeriet være færdigt i 2016, mens man i Odense forventer en færdig bygning i 2021.

 


Siden er sidst opdateret 4-4-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt