Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Esbjerg går forrest med akutmodtagelse

Den første psykiatriske akutmodtagelse i Region Syddanmark åbnede den 8. marts på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg.  Målet for akutmodtagelsen er, at patienter skal være visiteret videre inden for en halv time.

Rene K. Andersen

Ledende overlæge René K. Andersen, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Foto: Robert Attermann. Tekst: Eivind Johansen.

En sygeplejerske uddannet i triage modtager og visiterer patienten, der i løbet af højst fire timer vurderes af en læge og får en behandlingsstyret diagnose. Det betyder, at patienten inden for max. 4 ½ time er klar til enten at blive udskrevet, overgå til ambulant behandling, blive visiteret til 48 timers indlæggelse eller til indlæggelse på et døgnafsnit. Der er syv brikse i akutmodtagelsen - tre af dem bruges til patienter, der indlægges op til 48 timer i forbindelse med udredning.

Tæt samarbejde med somatikken

Som udgangspunkt skal akutte psykiatriske patienter modtages i de fælles akutmodtagelser (FAM), som også er somatiske patienters indgang. Der er blandt andet en FAM på vej i forbindelse med sygehusbyggeriet i Aabenraa.  Men i Esbjerg er den psykiatriske akutmodtagelse skilt ud rent fysisk. Et tæt samarbejde med somatikken er imidlertid sikret gennem formaliserede aftaler.

- De patienter, vi modtager, vil overvejende have psykiske lidelser, men har ofte også somatiske sygdomme. Det er problemstillinger, som akutmodtagelsen hurtigt kan tage hånd om, da vi har samarbejdsaftaler om bl.a. blodprøver og om tilsyn af speciallæger, der med kort varsel kan tilkaldes fra somatiske afdelinger, oplyser ledende overlæge René K. Andersen, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg.

- Det formaliserede samarbejde indebærer, at vi hurtigere kan få stillet diagnoser, der for eksempel har med KRAM- faktorer og livsstilssygdomme at gøre.

Efteruddannelse af personalet

Funktionsleder Marianne E. Poulsen, der er en af nøglepersonerne i etableringen af akutmodtagelsen i Esbjerg, oplyser, at afdelingen i Esbjerg opruster på viden og indsigt i netop somatiske lidelser via efteruddannelsesforløb for medarbejderne. 

Kort og godt om akutmodtagelsen

Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg erstatter stedets psykiatriske skadestue. Sygeplejersker uddannet i triage, hurtig adgang til speciallæger og et flowsystem, Cetrea, på storskærme, der giver fuldt overblik over, hvor langt den enkelte patient er i forløbet, skal være med til at sikre, at patienterne inden for max. 48 timer kan visiteres videre til den rigtige behandling.

 Akutmodtagelsen adskiller sig bl.a. fra den psykiatriske skadestue ved at have både en en ambulant funktion og sengepladser. Der er tre senge til overnattende patienter, og fire brikse til ambulante.

Afdelingen i Esbjerg er årligt i kontakt med 4200 akutte patienter.

 

   

 


Siden er sidst opdateret 25-3-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt