Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Fokus på forskning i sygepleje

Psykiatrien i Region Syddanmark havde i samarbejde med Syddansk Universitet og Enheden for Sygeplejeforskning inviteret til forskningsdag om psykiatrisk sygepleje. Medarbejdere fra flere regioner og oplægsholdere fra både ind- og udland var repræsenteret.

Oplægsholdere - forskningskonference - psykiatrisk sygeplejeforskning

Forskningskonferencens oplægsholdere: Forrest - dagens tovholder: Oversygeplejerske Isabel Gindeberg, Psykiatrisk Afdeling Middelfart, fra venstre og rundt: Forskningssygeplejerske Jens Peter Hansen, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg, forskningsleder Frederik Gildberg (initiativtager til konferencen), Psykiatrisk Afdeling Middelfart, associate professor Stephen K. Bradley, sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov, lektor og ph.d. Lise Hounsgaard, SDU, socialantropolog Jeppe Oute Hansen, SDU og cand. cur. Kristian A.J. Paaske, SDU. Tekst og foto: Hanne Kopp 

Dagen blev indledt med et oplæg af sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov:

Forskningsstrategi undervejs

Psykiatrisygehuset vil satse på mere forskning indenfor psykiatrisk sygepleje, og der er lige nu ved at blive udarbejdet en forskningsstrategi. I perioden 2013-2017 sætter sygehuset en lang række tiltag i gang, og forskningsbudgettet øges gradvist med 50 procent. Der bliver flere post doc. og ph.d. projekter - blandt andet om psykiatrisk sygepleje. Der skal ansættes flere forskningsledere og forskningsprofessorer, og der skal være mulighed for at oprette et eliteforskningscenter.

- Desuden er det vigtigt, at både medarbejdere og patienter inddrages i forskningen, og at forskningsresultaterne bruges i praksis. De skal ud og virke der, hvor patienterne er. Sådan indledte sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov konferencen.

Sygehuset forventer at have strategien klar og godkendt inden sommeren 2013.

Forskningskonference i psykiatrisk sygepleje

Godt 100 medarbejdere og forskere var mødt frem til konferencen, der også blev mødt af stor interesse udenfor Region Syddanmark: Godt en tredjedel af deltagerne kom fra andre danske regioner.

Demokratisk og involverende forskning

Størstedelen af forskning i dag er lægefaglig, og hovedsigtet er nu at få flere indenfor sygeplejen til at interesse sig for forskning. Sygeplejersken er fx ofte den person, der har den største kontakt og relation til patienten. Derfor kan sygeplejens viden og erfaring med fordel inddrages.

Dagens oplægsholdere lagde stor vægt på at inddrage såvel medarbejdere som patienter og pårørende i forskning. Associate professor Stephen K. Bradley fra Irland sagde: ”Remember to research WITH, not research ON". Han lagde stor vægt på den demokratiske og deltagende forskning.

Fokus på patientens ønsker og drømme

Deltagerne kunne også høre om studier i relationel psykiatrisk sygepleje: Hvordan samarbejder plejepersonale og patient , og hvad betyder relationen for behandlingen. Der var foredrag om antropologisk studie af pårørende inddragelse - og endelig blev deltagerne opfordret til at indgå i partnerskaber med patienten. For ved at inddrage patienten i egen behandling og ved at have fokus på patientens ønsker og drømme - og ikke sine egne ønsker - er man kommet et godt skridt tættere på målet om at give patienten og pårørende den bedste behandling.     

Konferencen fandt sted i Middelfart fredag 1. februar 2013. 

Hørt i løbet af dagen:

Forskning som et stafetløb

En af deltagerne sammenlignede sygeplejeforskningen med et stafetløb – hvor løbet foregår i interaktion mellem forsker og sygeplejepersonale, og hvor de skal aflevere noget til hinanden for at få det bedste resultat.

Viden er ikke lig med en banan

Når du deler en banan med andre, får du et mindre stykke til dig selv. Men deler du din viden med andre, får du ikke mindre til dig selv. Måske får du endda mere...

 

 

 


Siden er sidst opdateret 7-2-2013



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt