Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilFusion styrker indsats for mennesker med traumer og PTSD

Fusion styrker indsats for mennesker med traumer og PTSD

Mange flygtninge og indvandrere lider af PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) som følge af flugt, tortur og krig. Psykiatrien i Region Syddanmark samler behandling, udvikling og forskning på området i én afdeling ved en fusion mellem RCT Fyn i Odense og CETT i Vejle. Afdeling for Traume- og Torturoverlevere er navnet på den nye afdeling, som nu er en af landets største udviklings- og behandlingsenheder for traumatiserede flygtninge.

I samarbejde med Psykiatrisk Afdeling Odense behandler afdelingen desuden danske krigsveteraner på højt specialiseret niveau.

Faglig opgradering skaber udvikling

- Med fusionen får vi øget fokus på behandlingen af denne særlige patientgruppe i sygehusregi. En større afdeling med flere behandlere og patienter etablerer et solidt grundlag for forskning, uddannelse og samarbejde med kommuner og andre professionelle, der beskæftiger sig med mennesker med traumer og PTSD, siger Ole Ryttov, sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark.

På baggrund af konkrete erfaringer fra behandling af patienter vil der opstå nye udviklingsaktiviteter:

- Vores patienter bliver mødt af læger, psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere, der kender og bruger den nyeste viden og forskning på området. Med et konstant fokus på udviklingsaktiviteter kan vi øge kvaliteten i behandlingen, siger Marianne Lauritzen, der er afdelingschef på Afdeling for Traume- og Torturoverlevere.

Den nye afdeling skal således være et fagligt flagskib og i samarbejde med resten af Psykiatrien i Region Syddanmark sikre, at specialiseret viden anvendes og formidles både i psykiatrisygehuset og i samarbejdet med andre sygehuse, praktiserende læger og kommuner.

Fakta om fusionen

Fusionen mellem RCT Fyn i Odense og CETT i Vejle samler 50 medarbejdere i én afdeling: læger, psykologer, fysioterapeuter, socialrådgivere, tolke, uddannelses- og udviklingskonsulenter. Den nye organisation understøtter både det tværfaglige og monofaglige samarbejde mellem medarbejderne i Odense og Vejle.

I de seneste år har både CETT og RCT Fyn omlagt behandlingsindsatsen for traumatiserede flygtninge efter et nyt koncept, som er udviklet af Psykiatrien i Region Syddanmark. Det har nedbragt ventelisterne markant.

Marianne Lauritzen er afdelingschef for den nye afdeling. Hun har stået i spidsen for CETT i Vejle siden 2001 og blev i oktober 2010 konstitueret centerchef på RCT Fyn.

Patienterne får fortsat behandling i både Odense og Vejle.

Læs mere på www.cett.dk

 


Siden er sidst opdateret 2-7-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt