Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilTraumatiserede soldater får specialiseret behandling

Traumatiserede soldater får specialiseret behandling

Krigsveteraner i Region Syddanmark med svær eller kompleks PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) får behandling i et specialteam med eksperter fra Psykiatrisk Afdeling Odense og Center for Traume- og Torturoverlevere (CETT) i Vejle. Traumatiserende oplevelser giver soldaterne alvorlige problemer med tilbagevendende mareridt, depressioner, aggressioner og påtrængende erindringer fra krigszoner.

De 33 henviste veteraner har fået samtaler med psykiatere på Psykiatrisk Afdeling Odense. En del af dem har gavn af medicinsk behandling, og indtil videre er 16 veteraner i behandling eller på vej til behandling hos CETTs psykologer og fysioterapeuter.

- Vi har sammensat et behandlingsteam med regionens spidskompetencer fra to afdelinger i psykiatrien, og det har vist sig at være en god beslutning. Teamet vurderer hver enkelt sag og målretter behandlingsindsatsen for denne gruppe soldater med særligt komplicerede tilfælde af PTSD. Samarbejdet er unikt, og antallet af henvisninger stadfæster, at der er brug for behandlingstilbuddet, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at ca. 20 soldater årligt får brug for det højt specialiserede behandlingstilbud i Region Syddanmark. Det er ni måneder siden, at den højt specialiserede funktion for soldater med PTSD blev oprettet i Region Syddanmark. Det er endnu for tidligt at afgøre, om Sundhedsstyrelsens vurdering kommer til at holde stik, da der er et efterslæb af soldater, der ikke tidligere har kunnet få kvalificeret hjælp.

Højt specialiserede funktioner i tre regioner

Soldater med psykiske lidelser efter udsendelse i krig kan få hjælp af forsvarets psykologer og i regionernes almene psykiatri. Disse tilbud tilgodeser den største gruppe af veteraner med psykiske lidelser, men Sundhedsstyrelsen sørgede i 2011 for højt specialiserede tilbud til veteraner med svær og kompleks PTSD i Region Syddanmark, Region Midt og Region Hovedstaden – veteraner fra hele landet kan henvises til de tre højt specialiserede funktioner.


Siden er sidst opdateret 29-5-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt