Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Klar med flere P-pladser

Når det nye akutsygehus står klar i Aabenraa om ca. 7 år, vil sygehuset være over dobbelt så stort som det nuværende. Der vil komme flere patienter og flere besøgende dagligt på matriklen, og der vil blive brug for flere P-pladser – ikke mindst fordi dele af det nye byggeri kommer til at ligge på en del af de eksisterende P-pladser.

Denne udfordring bliver imidlertid ingen udfordring. For den er nemlig løst på forhånd: I dag, 22. maj 2012, blev et nyt P-hus med plads til 720 biler indviet. Og skulle der blive brug for at udvide, kan P-huset bygges ud.

Snor brydes - indvielse af p-hus i Aabenraa

Vi realiserer vore visioner

Under indvielsen blev den røde snor ikke klippet på traditionel vis. Den blev kørt i gennem og brudt af en sort Mercedes Cabriolet fra 1972, og så var den første bil i P-hus. Som passager sad regionsrådsformand Carl Holst (V), der var kommet for at indvie den nye bygning:

- Med P-huset viser vi i dag, at vi er i fuld gang med at realisere vore visioner og ruste sygehuset til at blive akutsygehus. Det er derfor ikke kun et P-hus, vi indvier i dag: Det er et klart signal om, at vi er et skridt i retningen af den drøm, der skal blive til gavn for os alle, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V).   

Et kommende bofællesskab

Det er både Psykiatrien i Region Syddanmark og Sygehus Sønderjylland, der over de kommende år opfører et nyt akutsygehus i Aabenraa.

- Vi opfører et nyt rækkehus med fælles carport, og i det kommende bofællesskab vil somatikken og psykiatrien skulle bo side om side. Det glæder vi os til. Vi har alle set frem til at se det første synlige tegn på vores projekt, og den første bygning står nu færdig, sagde administrerende sygehusdirektør Finn Jensen, Sygehus Sønderjylland.

Første spadestik på den somatiske del af akutsygehuset tages 30. maj 2012. Startskud på psykiatrideleneri september 2012.

Carl Holst taler - indvielse af P-hus i Aabenraa - 22. maj 2012.

Fakta

Der er plads til 720 biler i det nye P-hus. Det er opført i 5 forskudte P-dæk, som er tilpasset terrænforholdene. P-huset dækker et areal på 6.200 kvadratmeter, og det har kostet 42 mio. kroner at bygge det (inkl. en ny adgangsvej).

Der var første spadestik på P-huset 30. juni 2011.

Det er 5E-Byg A/S, der har bygget P-huset. De har også stået for Region Syddanmarks P-huse i Esbjerg og Odense, og skal nu også i gang med at bygge et i Svendborg.

Det er gratis at parkere i P-huset.

Akutsygehuset bygges i to faser: Akutmodtagelse og fælles familiehus for psykiatri og somatik vil stå klar i 2013. Øvrige psykiatriske funktioner i 2014. Udvidelsen af Sygehus Sønderjylland Aabenraa fortsætter med en fase to frem til 2019.

Udvidelsen af sygehuset koster 1,25 mia. kr. Akutsygehuset skal dække et område med 230.000 borgere. Der bliver 258 senge inkl. 45 senge i den fælles akutmodtagelse. Det nuværende sygehus er på ca. 25.000 kvadratmeter. Det nye sygehus inkl. kælder bliver på ca. 70.000 kvadratmeter.

Læs mere om psykiatriens byggerier på: www.psykiatrienisyddanmark.dk/byggeri

P-hus i Aabenraa

Der er plads til 720 biler i det nye P-hus. Det er opført i 5 forskudte P-dæk, som er tilpasset terrænforholdene.


Siden er sidst opdateret 18-7-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt