Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Udenlandske læger til Esbjerg

Psykiatrisk Afdeling Esbjerg har i samarbejde med Work In Denmark South været på charmeoffensiv i udlandet for at rekruttere specialiseret udenlandsk arbejdskraft. Det ligner en succes: Afdelingen søger fire medarbejdere og har modtaget 29 ansøgninger fra speciallæger i psykiatri.

Forleden havde man inviteret ni af ansøgerne til Esbjerg på en todages intro til Psykiatrien i Region Syddanmark. Her kunne ansøgerne høre mere om det konkrete job, høre om planerne med psykiatribyggeriet i Esbjerg, hvordan psykiatrien er opbygget i Danmark, hvordan man får autorisation, hvordan det er at leve og bo i landet osv.

Udenlandske laeger

Unge med god erfaring

- Vi er ret imponerede over, hvor velkvalificerede ansøgerne er. De er alle unge, men har allerede en del erfaring. Mange har forsket, flere har arbejdet i andre europæiske lande, og de fleste er i job, fortæller oversygeplejerske Jens Egon Hansen og overlæge Rene Kofoed Andersen, der er en del af ansættelsesteamet.

Foruden intro og rundvisning på afdelingen i Esbjerg var ansøgerne til ansættelsessamtale. Og om lørdagen fik de en guidet tur i Esbjerg, så de kunne opleve byen, se en dansk skole osv.

Sendes måske til andre afdelinger i psykiatrien

Der er brug for fire ansøgere i Esbjerg, hvor halvdelen af alle speciallægestillingerne står ledige. Viser det sig, at der er flere kandidater end Esbjerg kan bruge, kan kandidaterne sendes videre til eksempelvis Vejle, Kolding og Augustenborg.

De fire nye medarbejdere i Esbjerg vil blive placeret både i lokalpsykiatrien og i døgnpsykiatrien.

Ansøgerne skal melde tilbage inden for en uges tid, om de stadig er interesserede i jobbet. De får endelig besked fra psykiatrisygehuset 15. maj og kan begynde i jobbet i løbet af efteråret 2012.

Rundvisning i Esbjerg

Fakta

De ni ansøgere var på besøg i Esbjerg 27. og 28. april. Herfik de en kort introduktion til psykiatrien, til afdelingen i Esbjerg og til det at leve og bo i Danmark.

Ansøgerne kommer fra Portugal, Italien, Rumænien, Tjekkiet og Tyskland.

Psykiatrien i Region Syddanmark har fået hjælp til rekrutteringen fra organisationen Work in Denmark South. Når de fire kandidater er fundet, vil Relocation Syd hjælpe de nye medarbejdere med de praktiske ting, som at få fundet en bolig, yde hjælp til skole og børnepasning, hjælpe ægtefæller med job osv.

De nye udenlandske medarbejdere vil i øvrigt først komme på et tre måneders intensivt sprogkursus, hvorefter der i en periode vil veksles mellem sprogundervisning og arbejde på afdelingen.

Læs interview med tre ansøgere: Hvorfor vil vi gerne til Syddanmark

Læs om den sproglige udfordring: Du taler da meget godt dansk


Siden er sidst opdateret 30-4-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt