Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Orienteringsmøde i Esbjerg

Forleden aften bød Psykiatrisk Afdeling Esbjerg-Ribe indenfor til et orienteringsmøde om det nye psykiatribyggeri, som Region Syddanmark opfører på Gl. Vardevej i Esbjerg frem til efteråret 2014.

Mange spørgsmål fra naboerne

Der var mange spørgsmål fra de nærmeste naboer, der blandt andet ville vide: Hvad sker der med stien rundt om sygehuset? Er den stadig vores? Og vil der være belysning på stien? Laver I nok parkeringspladser? Vil træerne ved stien blive fældet? Hvorfor får byggeriet fladt tag? Og så gik spørgsmålene på de fremtidige tilkørsels- og vejforhold omkring matriklen.

Orienteringsmøde for naboer og andre interesserede 28.feb.2012
Orienteringsmøde for naboerne om det nye psykiatribyggeri i Esbjerg, tirsdag 28. februar 2012. Tekst og billede: Hanne Kopp

De fleste spørgsmål blev besvaret på stedet og kun enkelte blev bedt om at kontakte kommunen omkring lokalplanen, der er i høring lige nu. Til gengæld kunne arkitekter og medarbejdere og ledelse fra psykiatrien fortælle om selve byggeriet og om planerne med afdelingen.

Flere sengepladser

Fra efteråret 2014 vil døgnfunktionerne fra Hviding blive samlet i Esbjerg, og i den forbindelse skal der oprettes tre nye sengeafsnit. Derfor skal der bygges nye bygninger – i alt 5500 kvadratmeter - og enkelte bygninger skal rives ned og andre bygges om.

Fremover vil der være 97 psykiatriske senge på Gl. Vardevej, herunder et antal gerontopsykiatriske senge (for ældre psykiske syge). Det er 45 senge mere, end der er i Esbjerg i dag.

Den ambulante behandling flytter ned i byen, hvor der etableres en lokalpsykiatri, der åbner i slutningen af 2013.

Projektet går i gang i løbet af sommeren med nedrivning af en række bygninger på grunden. Selve byggeriet går i gang i efteråret 2012.

Fakta

Fremtidens sengefunktion i Esbjerg vil indeholde: 97 psykiatriske senge med samme patientgrupper som i dag, herunder et antal geronto-psykiatriske senge. Skadestuefunktion fortsætter uændret. Børne- og ungdomspsykiatriske funktioner.

Al ambulant behandling flytter fra matriklen og ned i byen.

Byggeprojektet består af:

Nedrivning af administrationsbygning, servicebygning og de gamle funktionærboliger i perioden juli-oktober 2012.

Byggestart november 2012: Nye sengeafsnit, ny motionshal og ny servicebygning. Derefter ombygning af hovedbygning og de eksisterende sengeafsnit. 

Byggeriet koster 235 millioner kroner og forventes at stå færdig i 2014.

Lokalplan er i høring frem til midt i marts. Politisk behandling i løbet af foråret.

Oversigtsbillede - nyt psykiatribyggeri i Esbjerg
Arkitekter fra Arkitema fortalte om byggeriet og havde masser af tegninger, der visualiserede projektet.

 


Siden er sidst opdateret 18-7-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt