Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Spiseforstyrrelsesteam får 83.333 kr.

Spiseforstyrrelsesteamet på Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding har fået Region Syddanmarks Åbenhedspris og kunne i går eftermiddags forlade Rødding Højskole med en check på 83.333 kr. under armen.

Kolding-afdelingen modtog prisen for et projekt, der inddrager forældre og pårørende, der har en spiseforstyrrelse tæt inde på livet.

- Vi tænkte bare: ”Yes”. Hvor er det fantastisk at få den her anerkendelse. Den viser, at der er fokus på det, vi gør, og måske kan ideen brede sig til andre i regionen, siger Kristina Astrupgaard, ambulantsygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding, og en af de to foregangskvinder på projektet.

Vinderprojektet fra Kolding
Vinderne af Åbenhedsprisen 2011: Spiseforstyrrelses-
teamet på Børne- og Ungdomspsykiatri, Kolding - fra
venstre Kristina Astrupgaard og Helle Koch-Christensen.

Væk med skyldfølelse og dårlige vaner
Projektet består af et kursus, hvor forældre og pårørende kan få hjælp til at håndtere deres barns sygdom.

- Vi møder slidte og trætte forældre, der ikke ved, hvad de skal stille op. Der er ofte en stor skyldfølelse forbundet med en psykisk sygdom, og de pårørende kan komme til at gøre eller sige noget, der modsat hensigten kan virke nærende for sygdommen. Og vi prøver at give dem nogle værktøjer, som vi rent faktisk kan se, virker, fortæller Helle Koch-Christensen, koordinator på spiseforstyrrelsesområdet. 

Pengene skal bruges til mere åbenhed: Vinderne vil oprette en base af erfaringseksperter med tidligere forældre, der kan dele ud af deres viden og erfaring i forhold til nye forældre, der står i samme situation.

Dommerkomiteens begrundelse

En dommerkomite bestående af blandt andet regionsrådsformand Carl Holst (V), repræsentanter fra patientforeninger og pressen havde nomineret tre projekter. Begrundelsen for at kåre spiseforstyrrelsesteamet var blandt andet: 

”Der er tale om et gennemarbejdet projekt, som forstærker indsigten og indsatsen i forhold til spiseforstyrrelser. Det er tilmed en indsats for unge mennesker, der har et langt liv foran sig, og hvor der med en systematisk inddragelse af forældrene bliver skabt åbenhed og involvering i behandlingen af en tabuiseret sygdom”.

- Åbenhed står for adgang, ærlighed og imødekommenhed. Men åbenhed betyder også sårbarhed; at man stiller sig til skue og bliver kigget efter i kortene. Man er åben for angreb, så lukkethed kan også være et fristende alternativ. Men et åbent sind er prisværdigt og vigtigt, hvis man skal udvikle sig. Man får ingen nye ideer uden åbenhed, sagde chefredaktør på Fyns Amts Avis og medlem af dommerkomiteen, Troels Mylenberg, under prisoverrækkelsen.

Tre om delt førsteplads

Region Syddanmarks Åbenhedspris uddeles hvert år til afdelinger, der er gode til at praktisere regionens værdier om åbenhed, dialog og borgerinddragelse. I år fandt prisoverrækkelsen sted på Rødding Højskole.

Der var tre nominerede til Åbenhedsprisen i år og alle tre projekter delte årets førsteplads og fik hver især 83.333 kr. Udover Spiseforstyrrelsesteamet var vinderne: Hæmodialysen afdeling 231 på Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg for projektet ”Den svære død” og "Ekstensiv kirurgi til kvinder med æggestokkræft" – fra Gynækologisk Afdeling D6 på Odense Universitetshospital.

Det var fjerde gang, Åbenhedsprisen blev uddelt. Læs mere på Region Syddanmarks hjemmeside.

Mere om spiseforstyrrelsesprojektet

Spiseforstyrrelsesteamet på Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding vandt prisen med projektet: ”Medbehandlerkursus – forældre er løsningen, ikke problemet".

Kurset, der består af otte workshops a 2½ times varighed, går ud på at give forældre og pårørende til en ung med spiseforstyrrelse nogle værktøjer. Afdelingen ser de pårørende som en vigtig medspiller.

- Vi har ønsket at vise forældre og andre nære pårørende de kort vi selv har på hånden, når vi taler med de unge om deres sygdom. Måder at tale sammen på, at handle på i forhold til sygdommen, der gør det muligt at opretholde alliancen med den unge mod sygdommen. Vi giver forældrene nogle teknikker og værktøjer, som de kan bruge, uden at de skal gå hen og blive terapeut for den unge, siger Helle Koch-Christensen.

Forældrene lærer at takle sygdommen, støtte op omkring den unge og de lærer, hvordan de kan hjælpe deres barn til ændringer og nye vanemønstre. 

Under kurset bruges forskellige dyremetaforer til at symbolisere flere omsorgstyper. Det gør det nemmere at tale om det, der ellers føles svært: Hvordan man ikke skal være overbeskyttende (kænguru), logisk tænkende og kontrollerende (næsehorn) eller undvigende (struds).

I stedet bruges delfin-metaforen, som en støttende og vedholdende hjælper og St. Bernhard hunden som troværdig og rolig, selv i farlige situationer.

36 personer har været i gennem kursusforløbet, der har kørt i godt et års tid. 

Deltagere fra de tre vinderprojekter
Deltagerne fra de tre vinderprojekter, her sammen med regionsrådsformand Carl Holst (V) midt i billedet. Fotos: Hanne Kopp


Siden er sidst opdateret 1-2-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt