Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilPTSD: Målrettet og skræddersyet behandling

PTSD: Målrettet og skræddersyet behandling

Et nyt koncept sikrer bedre behandling af personer med PTSD (Post Traumatic Stress Disorder) i hele Region Syddanmark.

Sammenhængende patientforløb, kortere ventetider og målrettet behandling. Det er resultatet af et nyt udrednings- og behandlingskoncept for personer med PTSD – herunder flygtninge og torturoverlevere.

Udrednings- og behandlingskonceptet for personer med PTSD er allerede integreret i den daglige praksis på Center for Traume- og Torturoverlevere (CETT) i Vejle og Rehabiliteringscenter for Torturoverlevere og Traumatiserede flygtning (RCT Fyn) i Odense.

Fælles faglig behandlingsprofil

Regionens tre behandlingscentre for traume- og torturoverlevere har samarbejdet om at udvikle konceptet. Det drejer sig om regionens egne behandlingscentre, RCT Fyn i Odense og CETT i Vejle, samt den selvejende institution Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT-Jylland) i Haderslev, som Region Syddanmark har en driftsoverenskomst med.

- Med dette koncept systematiserer og videreudvikler vi behandlingen af mennesker med PTSD baseret på forskning og erfaring. Det er ikke alle, der er enige i vores tilgang. Men vi tror på, at patienterne får det bedst mulige tilbud med en grundig udredning og målrettet behandling, siger Ole Ryttov, sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark.

Læs ”Koncept for udredning og behandling af personer med PTSD – herunder traumatiserede flygtninge og torturoverlevere”

 

Download (pdf)

Kort om konceptet

Udredningsforløbet er afgørende for, at man kan tilrettelægge en differentieret, relevant og effektiv behandling for den enkelte patient. Derfor lægger konceptet meget vægt på denne fase i behandlingen, som varetages i et tværfagligt samarbejde mellem psykologer, socialrådgivere og fysioterapeuter.

Patientens biopsykosociale ressourcer vurderes som en del af udredningen. Biopsykosociale ressourcer er patientens evne til at forstå sine egne handlinger og følelser samt evnen til at skabe relationer til andre mennesker. Umiddelbart efter udredningen af patienten går det relevante behandlingsforløb i gang.

Som udgangspunkt tilbydes patienter med høje psykosociale ressourcer individuel terapi. Patienter med mellem psykosociale ressourcer tilbydes gruppebehandling, og patienter med lave psykosociale ressourcer tilbydes behandling og støtte i eget hjem. Alle patienter får psykoedukation – undervisning i hvad det indebærer at have PTSD.

Inddelingen af patientgrupperne er fleksibel og kan suppleres eller erstattes med særlig tilrettelagt behandling, så behandlingen i alle tilfælde skræddersyes til den enkelte patient.

Programmer udgives i foråret 2012

CETT har udviklet egentlige udrednings- og behandlingsprogrammer, der supplerer og kvalificerer retningslinjerne i konceptet. Programmerne bliver udgivet i foråret 2012. De er kun gældende for regionens egne behandlingscentre, men kan frit benyttes af alle interesserede.

Siden er sidst opdateret 14-12-2011
ICMS



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt