Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilBedre samarbejde om demens i Region Syddanmark

Bedre samarbejde om demens i Region Syddanmark

Over 200 fagfolk, som arbejder med behandling og pleje af mennesker med demens, mødtes onsdag den 30. november til konference i Fredericia

Formålet med konferencen var at sætte fokus på det tværsektorielle samarbejde og udbrede kendskabet til den nye samarbejdsaftale på demensområdet i Region Syddanmark.

Aftalen beskriver, hvordan de regionale behandlingstilbud, de praktiserende læger samt kommunernes demenskoordinatorer og plejetilbud fremover skal arbejde endnu tættere sammen om at sikre, at mennesker der er demente får den bedst mulige undersøgelse, behandling og pleje.

Ligeledes understreger aftalen vigtigheden af rådgivning og støtte til de pårørende.

Tidlig diagnose er vigtig
For patienterne og deres pårørende betyder samarbejdsaftalen, at der kommer mere fokus på tidlig opsporing.

Selvom demens ikke kan helbredes, er det vigtigt at stille diagnosen så tidligt som muligt.

Behandling kan forsinke sygdomsforløbet, så livskvaliteten bliver bedre for både patienten og de pårørende. Samtidig betyder en tidlig diagnose, at der løbende er fokus på, om der er brug for støttende tilbud fra kommunen.

Tilværelsen krymper
En af oplægsholderne på konferencen var Inge Møller, som fortalte om, hvor meget det ændrer tilværelsen, når ens ægtefælle bliver dement.

Inge Møllers mand John fik konstateret demens i 2000, og han døde af sygdommen i 2007.

- Før sygdommen var John aktiv, handlekraftig og intelligent, men både før og efter diagnosen oplevede jeg, at tilværelsen krympede. Han mistede overblikket, den fysiske aktivitet blev fravalgt, og undervejs mistede han evnen til at skrive og læse. Og samtidig kunne man jo opleve, at han pludselig dukkede op fra sin egen verden og bidrog til samtalen med noget relevant. Der var stadig de der lyse øjeblikke, fortalte Inge Møller.

Og netop fordi der fortsat er et menneske bag sygdommen, kom Inge Møller med en lille bøn til fagfolkene i salen:

- Vil I ikke nok huske at lade være med at tale hen over hovedet på patienten? Selvom man er alvorligt syg, så er man stadig en ligeværdig person, og man skal ikke sige ”nej, hvor er du fin”, når man har hjulpet en voksen mand i tøjet!

Inge Møller

Tilværelsen krymper, når ens ægtefælle bliver dement, fortalte Inge Møller, der selv har oplevet sygdommen på nært hold. Foto: Heidi Lundsgaard

Læs mere
Oplæggene fra konferencen kan findes på www.demenssyd.dk
(under "Mest for fagfolk").

 

 


Siden er sidst opdateret 1-12-2011



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt