Medarbejderne om EN AF OS

Hvordan er vi med til at holde fordomme og diskrimination i live? Og hvordan kan vi undgå det?
 

Ole Ryttov, sygeplejefaglig direktør, Psykiatrien i Region Syddanmark
Arkivfoto: Heidi Lundsgaard

"Vi er vanemennesker, der rummer helt bestemte mønstre i forhold til at opfatte, tænke, tro og føle i relation til andre mennesker. Det er på den ene side godt, for det er det, der er med til at få sociale relationer til at fungere hurtigt og effektivt. Omvendt er det med til at fastholde de fordomme, vi måtte have tilegnet os på et givent tidspunkt.

Hvis vi skal undgå fordomme og diskrimination, skal vi være opmærksomme på, at den diagnose, vi er nødt til at stille for at iværksætte en adækvat behandling, kun er en diagnose. Den må ikke erobre og kolonisere vores forståelse af patienten og de pårørende. Kunsten er at adskille diagnosen fra opfattelsen og forståelsen af patienten i øvrigt.

Nina Markussen, socialrådgiver, Distriktspsykiatri Aabenraa
Foto: Palle Peter Skov

"Jeg ved, at vi medarbejdere er med til at holde fordommene i live, for undersøgelser peger på, at netop personale ansat i psykiatrien er dem med flest fordomme.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi som behandlere har fokus på patientens raske sider og, at patientens reaktioner kan være naturlige reaktioner på hændelser i patientens liv. Vi skal som behandlere turde tro på, at patienten kan komme sig til noget bedre, så når vi fx står med "gengangerne" skal vi tro på, at de står i en ny situation, at de har bevæget sig videre til en ny platform. Jeg tænker også, at det kan virke stigmatiserende, hvis vores patienter er voldsomt medicinerede. Det kan i hvert fald puste liv i omgivelsernes fordomme om psykiatrien som et sted med dårlige patienter, der er voldsomt medicinerede. Vi er jo meget mere end det."

Jytte Mindegaard, ergoterapeut, Psykiatrisk Afdeling Odense
Foto: Heidi Lundsgaard

"Vi diskriminerer patienter med psykisk sygdom ved ikke at sidestille dem med patienter med fysisk sygdom. Her tænker jeg især på, at patienter med en psykiatrisk diagnose ikke har ret til en genoptræningsplan, der tilgodeser deres behov for videre opfølgning/genoptræning i kommunalt regi omkring en psykisk funktionsnedsættelse affødt af deres sygdom. De er kun sikret genoptræning for fysiske problematikker.

Jeg mener også, vi stigmatiserer patienter ved ikke alle steder at have gode fysiske faciliteter til motion. Vi har ikke altid reel mulighed for at tilbyde patienterne at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om 30 minutter om dagen, og det er ærgerligt. For fysisk aktivitet understøtter patientens recovery.

Ved at møde den psykiatriske patient som det hele menneske, han eller hun er, og ikke kun se på hans eller hendes diagnose kan vi undgå at diskriminere, og som sundhedspersonale kan vi være med til at tegne et mere nuanceret billede af psykisk sygdom, når vi omtaler vores arbejde i omgangskredsen."
 
 

Helle Lund Hansen, sygeplejerske, P2, Psykiatrisk Afdeling Haderslev
Foto: Palle Peter Skov

"Jeg synes ikke, jeg mærker fordomme og diskrimination blandt os i personalegruppen. Men vi mærker særligt hos den modne patient en angst for, hvad naboerne vil sige, og mange siger: "Kunne det da ikke bare være et brækket ben." Jeg tror især blandt den ældre befolkning, at det er noget skamfuldt og forfærdeligt at blive ramt af psykisk sygdom.

Hvis vi skal undgå at være fordomsfulde, kræver det åbenhed. At vi viser de gode sider af psykisk sygdom frem. At man faktisk kan have et godt liv, trods alt. Og så gælder det om at få de unge til at fortælle om deres oplevelser med psykiatrien. De er nemlig ikke så flove over at gå ned med flaget.

Når det så er sagt, tror jeg alligevel ikke, at psykisk sygdom kommer til at få nøjagtig samme status som fysisk sygdom. Det er ikke for at mane et håbløst billede op. Men man er bare mere sårbar som psykisk syg, og sygdommen griber meget mere ind i ens liv end fx et brækket ben."

 Berit Rød Hvilsom, klinisk sygeplejelærer, Psykiatrisk Afdeling Svendborg
Foto: Søren Skarby

”Fordomme kan fra et historisk perspektiv være en naturlig forsvarsmekanisme mod noget fremmed, som kan true den gruppe, man tilhører. Så set i den optik må jeg indrømme, at jeg også har fordomme, som dog er mere eller mindre fremtrædende. Fordommene er mest fremtrædende, når jeg befinder mig i en sammenhæng, hvor jeg og de andre oplever mindre anerkendelse, så prøver vi at holde modet oppe ved at ”dømme” de andre ude.

Min erfaring er dog, at fordomme ofte kommer af uvidenhed – ikke så meget uvidenhed om, hvad det omhandler, men uvidenhed i forhold til de handleredskaber, der kan afhjælpe problemet. Så fordomme opstår pga. magtesløshed. 

Med hensyn til diskrimination af psykisk syge, synes jeg, det sker på flere måder. Fx økonomisk diskrimination, fordi psykisk syge typisk ikke magter deres liv og ikke kan definere deres problemer. På den baggrund er det diskriminerende, at de først kan få økonomisk hjælp, når de selv kan formulere problemet.

Medicin mod psykisk sygdom er også ofte dyr, og reglerne om medicintilskud, der først træder i kraft efter en vis egenbetaling, kan påvirke den unges rådighedsbeløb og dermed den unges deltagelse i sociale sammenkomster med vennerne.

Psykisk syge diskrimineres også socialt i og med, at en typisk bivirkning ved medicin er mental inaktivitet og vægtøgning i en grad, så man ikke kan passe sit tøj og derfor må gå rundt i træningstøj og dermed få lavt selvværd.

Psykisk syge har ofte også svært ved at strukturere deres hverdag med de konsekvenser, at bl.a. bolig og pengesager er et stort kaos. Det kan medføre manglende evne til at invitere gæster, og når man ikke selv kan invitere, kan det være svært at besøge andre. Derved isoleres de psykisk syge.

Hvis vi skal undgå fordomme og diskrimination af psykisk syge, tror jeg på sygeplejefaglig vejledning, så personalet kan reflektere over deres handlinger og fordomme samt opdateret faglig viden med de nyeste metoder inden for behandling og pleje og vejledning i at få dem implementeret.

Jeg tror også på støtte til det hele menneske – i starten af pleje og behandling at tilbyde hjælp til at få opfyldt de mest fundamentale og sociale behov. Anvende åbne samtaler til indlagte og ambulante patienter, så netværket kan støtte op.

Vi bør desuden være kritiske i forhold til virkning og bivirkning af medicin. Og fra centralt politisk hold ændre på medicintilskudsreglerne, så tilskuddet er jævnt fordelt.
Endelig kan vi rent praktisk hjælpe de syge menneske i gang med oprydning, tøjvask, ordne pengesager, indkøb og ikke kun tale med patienten om det.”