Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatribyggeri i Aabenraa

NytPsykiatriskSygehus -450px - Aabenraa

Om knapt et års tid tages første spadestik til 20.000 kvadratmeter psykiatribyggeri i Aabenraa. De nye fysiske rammer for sønderjysk psykiatri vil stå klar i 2014.

Byggeriet vil samle psykiatriske funktioner fra Augustenborg og Haderslev samt børne- og ungdomspsykiatriske døgnfunktioner fra Kolding. Byggeriet vil afspejle tilgængelighed, tryghed og være med til at sætte patienten i fokus. Den nye psykiatri bliver i den sammenhæng tænkt sammen med det somatiske sygehusbyggeri i Aabenraa.

24. oktober 2011 blev byggeprogrammet godkendt af det syddanske regionsråd.

Blev fremrykket fire år

- Nu har vi taget det næste store skridt mod et nyt og fremtidssikret psykiatrisygehus i Aabenraa. Det er glædeligt, og jeg hæfter mig også positivt ved, at regionsrådet i sin tid fik fremrykket byggeriet, så det nu står færdigt i 2014 i stedet for 2018, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Psykiatrihuset i Aabenraa var oprindeligt planlagt til at stå færdigt i 2018. I forbindelse med regionsrådets 2010-vækstpakke lykkedes det at finde penge til at fremrykke projektet, så det nu kan stå færdigt i 2014 - enkelte funktioner allerede i efteråret 2013.

Fremtidssikret psykiatri- og akutsygehus

I Aabenraa vil Psykiatrien i Region Syddanmark få plads til 115 døgnindlagte patienter inden for henholdsvis almen-, geronto-, (ældrepsykiatri) samt børne- og ungdomspsykiatri. Samtidig vil psykiatrisygehuset blive tænkt sammen med det nye akutsygehus i Aabenraa.

- Med den fælles akutmodtagelse vil vi sikre, at borgerne tilses af eksperter med det samme og hurtigst muligt får en diagnose. Der vil være speciallæger til stede på sygehuset døgnet rundt, siger midlertidig formand for psykiatriudvalget, René Lundegaard (DF).

Fælles indgang

Psykiatrien vil blive integreret i den fælles akutmodtagelse (FAM), så borgerne sikres én indgang til akutbehandling. I FAM vil speciallæger stå klar med hjælp fra både det psykiatriske og somatiske område.

Fakta

Psykiatribyggeriet placeres ved det somatiske sygehus i Aabenraa. Projektet forventes at koste knap 480 mio. kr. - og stå færdigt i 2014. 

Projektet samler de voksenpsykiatriske døgnafsnit fra Haderslev og Augustenborg samt døgnafsnit for børne- og ungdomspsykiatri fra Augustenborg og Kolding. Derudover etableres et gerontopsykiatrisk og et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium for Sønderjylland i Aabenraa.

Der arbejdes med et byggeri i to etaper: Første etape kommer til at omfatte et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium i forlængelse af det somatiske Familiehus. Spadestik i august 2012. Byggeriet står færdigt i efteråret 2013.

Anden etape omfatter opførelse af alle øvrige psykiatriske døgnfunktioner og ambulatorier i nær sammenhæng med det somatiske sygehus. Første spadestik i foråret 2013. Byggeriet står færdig til indflytning i efteråret 2014.

Projektet omfatter nybyggeri af knap 20.000 kvm. Den psykiatriske del af sygehuset etableres nord-vest for den nuværende hovedindgang.

Der vil i byggeriets udformning og indretning være fokus på grundlæggende værdier som: Tilgængelighed, patienten i fokus, sammenhæng i behandlingen, afstigmatisering, adgang til naturen, tryghed, overskuelighed og fleksibilitet.

Fokus på mulighed for aktiviteti og uden for døgnafsnittene, herunder etablering af motionsarealer og hal.

Byggeriet etableres som lavt byggeri i to etager, der følger et stærkt skrånende terræn. Det udformes i pagt med naturen via mere eller mindre plejede udeområder og med visse facadebeklædninger af træ.

Oversigtsbillede af psykiatribyggeriet i Aabenraa

Sygehusbyggeri i kuperet landskab


 


Siden er sidst opdateret 18-7-2012



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt