Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilCETT baner vejen for traumatiserede flygtninge

CETT baner vejen for traumatiserede flygtninge

Center for Traume- og Torturoverlevere havde 10-års jubilæum den 1. september. Det blev markeret med konferencen "Nye veje", som satte fokus på den nyeste tværfaglige behandling af flygtninge med traumer.

Interesserede fra hele landet mødte op til CETTs jubilæumskonference for at indhente den sidste nye evidensbaserede viden om flygtninge med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). De blev belønnet med inspirerende forklaringer på, hvorfor traumatiserede flygtninge er så komplekse at behandle i psykiatrien. Og hvordan man behandler dem, så de får det bedst mulige liv.

Ole Ryttov, sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, satte i velkomsttalen fokus på den banebrydende indsats, som CETT har gjort for at systematisere og forbedre behandlingen.  

- Ifølge Sundhedsstyrelsen har 30 % af de flygtninge, som vi modtager i Danmark, svær PTSD. Dem skal vi tilbyde behandling. I de sidste to år har vi har sat en ny dagsorden. Vi har øget behandlingskvaliteten og nedbragt ventetiden. Det handler om at give de rette mennesker det rette tilbud, fastslog Ole Ryttov.

Nye mønstre for behandling
Alle reagerer forskelligt på traumer alt efter deres personlighed og grundlæggende erfaringer. Når mennesker får PTSD som følge af en traumatisk oplevelse, udviser de meget forskellige symptomer på sygdommen. Samtidig ledsages PTSD ofte af andre psykiske lidelser. Det komplicerede sygdomsbillede kræver en skræddersyet indsats for hver enkelt patient. 

CETT har opbygget en systematisk tilgang til at afgøre, hvilken behandling den enkelte flygtning har brug for. Gennem tests og kliniske interviews vurderes patientens sociale ressourcer, evnen til at kende og erkende sine følelser, reflektere og have kontrol over sine reaktionsmønstre. Forskning viser, at en præcis vurdering af patienten er afgørende for at kunne give en optimal behandling.

Fra 30 til 250 patienter
- Det siger alt om CETT og medarbejderne, at de vælger at bruge centrets jubilæum som en anledning til at lære folk noget, sagde Otto Herskind Jørgensen, tidligere amtsborgmester i Vejle.

Otto Herskind Jørgensen stod i spidsen for et enigt amtsråd, da CETT blev en realitet i 2001. I projektbeskrivelsen stod der, at CETT skulle behandle 30 patienter om året. I 2011 får 250 patienter behandling på CETT.

- CETT er et barn af Vejle Amt. Vi havde et specielt godt samarbejde om dette projekt, og samtidig havde vi friheden til at tro på glæden og nytten af at gøre dette forsøg. Dengang havde vi en naiv tro på, at det kun var få, der havde været udsat for tortur og traumer. Men virkeligheden har indhentet os, og jeg er glad for, at disse mennesker den dag i dag kan få hjælp på CETT, afsluttede Otto Herskind Jørgensen.

Hjælp til soldater med PTSD
Den 1. september er også dagen, hvor Psykiatrien i Region Syddanmark får en ny højt specialiseret funktion. CETT og Psykiatrisk Afdeling Odense yder i samarbejde specialiseret og målrettet behandling til soldater med svær posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Det nye tilbud tager over, hvor ekspertisen i de nuværende tilbud ikke rækker. Læs mere


Siden er sidst opdateret 1-9-2011
ICMS



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt