Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Nyt samarbejde om etik

"Et tæskegodt initiativ!". Så kort og præcist beskrev overlæge Poul Jaszczak fra Herlev Sygehus den netværksdag for de kliniske etiske komiteer, som fandt sted i regionsrådssalen i Vejle torsdag den 24. marts.

Poul Jaszczak er formand for den kliniske etiske komite på Herlev Sygehus, og han deltog i netværksdagen sammen med 35 andre medlemmer fra de kliniske etiske komiteer i Danmark.

Fokus på vidensdeling
Netværksdagen var den første af sin art, og kombinationen af oplæg og diskussioner gav deltagerne rig mulighed for at udveksle erfaringer og etablere nyttige kontakter på tværs af psykiatrien og somatikken.

Den mulighed blev udnyttet til fulde – ikke mindst af de deltagere, som er midt i arbejdet med at etablere en klinisk etisk komite.

Det gælder blandt andet for overlæge Tina Brandt Sørensen fra Regionshospitalet Horsens og Brædstrup. Hun er formand for hospitalets kommende kliniske etiske forum, og hun var ikke i tvivl om vigtigheden af netværksdagen:

 - Det er rigtig godt at få sat ansigt på medlemmerne af de øvrige kliniske etiske komiteer, for så bliver det meget nemmere at ringe eller sende en mail. Og vi skal jo huske, at vi ikke skal opfinde suppetallerkenen, vi skal bare spise suppen!, understregede hun.

 analyseskabelon - Ålborg
Deltagerne i netværksdagen diskuterede blandt andet deres erfaringer
med den etiske refleksion i komiteernes sagsbehandling.

Selskab på vej
Resultatet af netværksdagen blev en klar opbakning til at etablere et formelt samarbejde mellem de kliniske etiske komiteer i Danmark.

Fremover vil komiteerne mødes en gang om året, og det undersøges, om der kan oprettes et webbaseret dialogforum.

Herudover var der positiv stemning for at etablere et selskab for de kliniske etiske komiteer. Der var enighed om, at det er en fordel med et selskab etableret af sundhedsvæsenet frem for af de enkelte faggruppers organisationer. På den måde fastholdes tværfagligheden, og fokus kan holdes på etikken frem for på fagpolitiske interesser.

Et selskab vil kunne styrke komiteerne, for eksempel gennem uddannelse af medlemmerne og afholdelse af konferencer.

Ligeledes vil et selskab have mere vægt i forhold til at sætte konkrete etiske problemstillinger i sundhedsvæsenet på dagsordenen. Der blev derfor nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med et oplæg til rammerne for et selskab.

Dorte Holdgaard og Anne Marie Enderlein
Netværksdagen var arrangeret af Dorte Holdgaard, formand for Lokal Klinisk Etisk Komite på Ålborg Sygehus (t.v.), og Anne Marie Enderlein, næstformand for Klinisk Etisk Komite for Psykiatrien i Region Syddanmark.

Fakta
Følgende kliniske etiske komiteer deltog i netværksmødet: 

  • Lokal Klinisk Etisk Komite, Ålborg Sygehus
  • Klinisk Etisk Komite, Herlev Sygehus
  • Klinisk Etisk Komite for Region Hovedstadens Psykiatri
  • Klinisk Etisk Forum, Regionshospitalet Horsens og Brædstrup
  • Klinisk Etisk Komite, Frederiksberg Hospital
  • Klinisk Etisk Komite for Psykiatrien i Region Syddanmark

Nye kliniske komiteer vil blive inviteret med i samarbejdet i takt med, at de bliver etableret.

Læs mere
Referat

Oplæg fra netværksdagen:
Erfaringer fra LKEK ved Ålborg Sygehus samt præsentation af analyseskabelon belyst ved case. Hvad har været mest svært under konsultationerne? v. Birthe Thørring

Erfaringer fra KEK ved Psykiatrien i Region Syddanmark samt præsentation af analyseskabelon belyst ved case. Hvad har været mest svært i processen? v. Anne Marie Enderlein

Udviklingstendenser i Danmark v. Dorte Holdgaard

 

 


Siden er sidst opdateret 15-4-2011



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt