Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilPh.d. grad for forskning i tidlige tegn på skizofreni hos børn og unge

Ph.d. grad for forskning i tidlige tegn på skizofreni hos børn og unge

Afdelingslæge Anne Dorte Stenstrøm, Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding, forsvarede den 25. marts 2011 sit ph.d.-projekt ”Tidlige tegn på skizofreni hos børn og unge” og modtog sin ph.d. grad i auditoriet på Syddansk Universitet i Kolding.

Anne Dorte Stenstrøm

Interviewundersøgelse
Hovedundersøgelsen i ph.d.-projektet er en kvalitativ interviewundersøgelse af børn og unge, der fik stillet diagnosen skizofreni, inden de var fyldt 16 år. Disse børn og unge, deres forældre og en professionel fx pædagog eller lærer, der kendte barnet godt, er alle blevet interviewet om de første symptomer, de bemærkede.
Fælles for børnene og de unge er, at der skete forandringer i de subjektive oplevelser længe før, de viste tegn på adfærdsændringer.

Sidste år offentliggjorde Anne Dorte Stenstrøm resultatet af en undersøgelse ”Stigende incidensrate af skizofreni hos børn og unge”, som er en mindre delundersøgelse i ph.d.-projektet. Den viste, at op mod 75 pct. af alle børn og unge havde haft kontakt til Børne- og Ungdomspsykiatrien i perioden før første skizofrenidiagnose, hvor de havde fået diagnosticeret andre psykiatriske lidelser. Drengene havde typisk en diagnose inden for autisme eller misbrug, mens pigerne havde diagnoser inden for depression, angst eller OCD. Hvorvidt skizofrenidiagnosen var under udvikling på daværende tidspunkt, er uvist.

Tidligere indsats
Hypotesen i ph.d.-projektet ”Tidlige tegn på skizofreni hos børn og unge” er, at der sker forandringer i de subjektive oplevelser længe før, der opstår adfærdsændringer.
Traditionelt set har behandlingssystemet især haft fokus på de adfærdsmæssige forandringer, når diagnosen skizofreni stilles. Med hypotesen er der åbnet op for, at der kan forskes mere i de tidlige symptomer, særligt ændrede subjektive oplevelser.
Hypotesen peger desuden hen imod, at det psykiatriske behandlingssystem kan blive bedre til at spørge mere ind til, hvordan barnet eller den unge oplever sig selv, sin krop, sine følelser, tanker og verdenen og ad den vej spore subjektive oplevelsesforandringer, der kan pege på skizofreni, så der tidligere kan gøres en indsats.

Fakta
Ph.d.-projektet er udgået fra Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding og Børne- og Ungdomspsykiatri Odense med overlæge, ph.d., Birgitte Dehlholm Lambertsen, Børne- og Ungdomspsykiatri Odense og overlæge, ph.d., Peer Nøhr-Jensen, Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, som vejledere.
I ph.d. bedømmelsesudvalget sad overlæge, ph.d. Pia Jeppesen, Ungdomspsykiatrisk ambulatorium, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, Brøndby, Børne- og Ungelæge, ph.d. Margareta Maunsbach, Århus Kommune, professor, ph.d. Helle Ploug Hansen, Helbred, Menneske, Samfund, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet (formand).
 


Siden er sidst opdateret 28-3-2011



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt