Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilPsykiatrien i Region Syddanmark sætter fokus på etikken

Psykiatrien i Region Syddanmark sætter fokus på etikken

Siden 1. august 2010 har Psykiatrien i Region Syddanmark haft sin egen kliniske etiske komite. Der er tale om en nyskabelse i Danmark, for selvom der i øjeblikket findes kliniske etiske komiteer på sygehusene i Aalborg og på Frederiksberg, så er det er første gang, psykiatrien på denne måde sætter etik øverst på dagsordenen.

Etiske dilemmaer er en del af hverdagen
Det er en henvendelse fra en medarbejder i Psykiatrien i Region Syddanmark, som er den direkte årsag til, at der nu er etableret en klinisk etisk komite.

Lige som i det øvrige sundhedsvæsen oplever medarbejderne i psykiatrien en dagligdag fyldt med svære valg og etiske dilemmaer. Det kan være i forbindelse med tvang, spisning, medicinering eller i forhold til balancegangen mellem patientens ret til selvbestemmelse og behovet for omsorg. Det kan også være i forhold til tavshedspligten over for de pårørendes forventning om inddragelse.

Med etableringen af en klinisk etisk komite for Psykiatrien i Region Syddanmark er der skabt et tværfagligt forum, hvor de etiske dilemmaer kan drøftes systematisk og med henblik på læring.

Dermed kan komiteen bidrage til, at patienters og pårørendes møde med psykiatrien bliver så vellykket som mulig.

Ikke en domstol
Professor og ledende overlæge Thorkil Sørensen fra Almenpsykiatrisk Afdeling Odense er formand for komiteen.

- Den etiske dimension er vigtig at have med, når man arbejder med mennesker. Jeg håber, at vi kan være med til at skabe mere plads til etisk refleksion i psykiatrien. Som i det øvrige sundhedsvæsen har vi meget fokus på faglighed, økonomi og lovgivning, siger Thorkil Sørensen.

Han understreger, at komiteen er et tilbud om hjælp til de medarbejdere, som måtte ønske det. Og ikke en domstol.

- Fagfolkene i klinikken har stadig det fulde ansvar. Komiteen skal ikke dømme handlinger og beslutninger. Vi skal ikke være et facitorgan, for det er ikke resultatet, som er vigtigt. Det er processen. Vi kan støtte medarbejderne i at blive bedre til at reflektere over etiske problemstillinger, fortæller Thorkil Sørensen.

Mere fokus på patienternes behov og ønsker
- Det er vigtigt for mig, at borgerne i Region Syddanmark har det bedst mulige møde med vores sygehuse. Inden for det psykiatriske område er der særlige udfordringer, og jeg ser frem til, at Klinisk Etisk Komite bliver en god støtte for medarbejderne i bestræbelserne på at træffe de bedste valg, når etiske dilemmaer opstår, siger Carl Holst, formand for regionsrådet.

- Jeg glæder mig tillige over, at vi i Region Syddanmark går forrest, når det handler om at få særlig fokus på etik i psykiatrien, tilføjer Carl Holst.

Også Agnete Philipsen er begejstret for Klinisk Etisk Komite. Hun er Psykiatri- og Socialdirektør i Region Syddanmark, og hun understreger, at der har været fuld opbakning fra den øverste ledelse fra det øjeblik, en medarbejder i psykiatrien henvendte sig til hende med ideen om en klinisk etisk komite.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den øgede fokus på etik vil være med til at udvikle psykiatrien i en positiv retning, siger Agnete Philipsen.

- Vi arbejder i forvejen meget med inddragelse af både patienter og pårørende, men der er ingen tvivl om, at komiteen vil være med til at sætte yderligere fokus på patientens ønsker og behov. Det handler jo netop ikke om, hvad man kan gøre eller skal gøre. Det handler om, hvad man bør gøre. Man kan ikke drøfte etik uden at sætte sig i patientens sted.



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Formand for regionsrådet i Region Syddanmark Carl Holst, tlf. 4032 5210
  • Formand for Klinisk Etisk Komite, professor og ledende overlæge Thorkil Sørensen, tlf. 6541 4111
  • Psykiatri- og Socialdirektør i Region Syddanmark, Agnete Philipsen, tlf.7663 1020


Tilknyttede filer

Siden er sidst opdateret 24-8-2010



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt