Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Regioner vil mindske brugen af tvang

I et nyt udspil lægger Danske Regioner op til at reducere brugen af tvang - som f.eks. bæltefiksering og fastholdelse - med 20 procent over de næste tre år.

Herudover har regionerne en målsætning om at nedbringe den samlede varighed af fikseringen i den samme periode. Også her er målet at skære tiden ned med 20 procent.

- Tvang er et meget alvorligt indgreb i den personlige frihed. Selv om tvang kan være den eneste udvej, så den psykiatriske patient ikke gør skade på sig selv eller andre, så tror vi i regionerne på, at det er muligt at undgå en række af de tvangssituationer, siger Flemming Stenild, formand for Danske Regioners Social- og Psykiatriudvalg i en kommentar til Danske Regioners hjemmeside.

Fokus på forebyggelse og forskning
Forebyggelse er et vigtigt element i strategien for at få nedbragt antallet af tvangssituationer.

Desuden fokuserer udspillet fra Danske Regioner på at få styrket forskningen på området, og på at få uddannet personalet til at kunne håndtere en række situationer på en anden måde end i dag.

- Personalet yder allerede i dag en kæmpe indsats for at undgå tvang. Vi skal dog sikre os, at de er klædt bedst muligt på til at håndtere de svære situationer. Pilotprojekter har vist at forebyggelse, f.eks. i form af mere terapi og flere aktiviteter på afdelingerne, har en god effekt. Den viden forpligter til, at vi gør en større indsats på området, siger Flemming Stenild.

Fakta
Hvert år bliver ca. 5.000 personer udsat for fysisk tvang i forbindelse med deres indlæggelser på de psykiatriske afdelinger i Danmark.

Regionernes fire målsætninger:

- Regionerne vil reducere antallet af fikseringer og fastholdelser med 20 pct. over 3 år

- Regionerne vil reducere den samlede længde af fikseringer med 20 pct. over 3 år

- Regionerne vil forbedre patientoplevelsen i forbindelse med tvang

- Regionerne vil styrke psykiatrisk forskning med fokus på tvang

Læs mere
Mindre tvang i psykiatrien (Udspil fra Danske Regioner)


Siden er sidst opdateret 30-6-2010



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt