Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilAlmenpsykiatrisk Afdeling Odense klar med handleplan

Almenpsykiatrisk Afdeling Odense klar med handleplan

Afdelingsledelsen på Almenpsykiatrisk Afdeling Odense fremlagde den 24. marts 2010 sin plan for, hvordan de 22 millioner kroner, som afdelingen har brugt for meget i 2009, skal findes.

Planen betyder blandt andet, at afdelingen ikke længere vil bruge vikarbureauer og at en fast intern vikarpulje lukkes ned. I stedet for vil plejepersonalet, når der er brug for det, arbejde på tværs af de otte døgnafsnit på Almenpsykiatrisk Afdeling Odense.

Planen betyder også, at nogle døgnpladser samles. Blandt andet rykkes behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser til et andet afsnit.

Generelt vil afdelingen have øget fokus på at tilbyde patienterne ambulant behandling.

- God behandling er ikke altid det samme som en plads i en seng. Vi vil følge strategien i Region Syddanmarks plan for fremtidens psykiatri og fremover vælge den ambulante løsning, når det er muligt, siger ledende overlæge Thorkil Sørensen.

- Samlet set betyder disse initiativer, at færre medarbejdere vil give vores patienter den samme gode behandling. De betyder også, at vi fremover vil gå mere utraditionelt til værks og udelukkende gøre brug af vores egne medarbejderressourcer frem for timelønnede vikarer, der belaster budgettet rigtig meget, forklarer Thorkil Sørensen.

I mål inden udgangen af 2013
Almenpsykiatrisk Afdeling Odense har været i gang med omstillingsprocessen siden august 2009, men effekten af de første initiativer begynder først at vise sig i regnskabet nu. Konkret betyder de seneste initiativer, at der skal findes nye jobs andre steder i Region Syddanmark til 15 – 20 medarbejdere fra Almenpsykiatrisk Afdeling Odense.

Budgetoverskridelsen på 22 millioner kroner, samt opgaven med at tilpasse driften til det aktuelle budget, skal være afviklet inden udgangen af 2013.

Afdelingsledelsen har den 24. marts orienteret afsnitsledelser og medarbejderrepræsentanter om omstruktureringerne. Og den 25. marts er samtlige knapt 400 medarbejdere på Almenpsykiatrisk Afdeling Odense inviteret til orienteringsmøde.

 

Fakta
2009 er det første hele regnskabsår i den nye organisation Psykiatrien i Region Syddanmark. Sygehuset har et samlet årligt budget på 1,2 milliarder kroner og kom ud af 2009 med et merforbrug på 27 millioner kroner.

En del af sygehusets afdelinger slutter året med balance i regnskabet, mens et mindre antal afdelinger er i minus. Det drejer sig blandt andet om Almenpsykiatrisk Afdeling Odense, der tegner sig for den største budgetoverskridelse med et merforbrug på 22 millioner kroner i 2009. Afdelingens årlige budget er på godt 170 millioner kroner.



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Ledende overlæge Thorkil Sørensen, Almenpsykiatrisk Afdeling Odense, Psykiatrien i Region Syddanmark, mobil 51924451
  • Administrerende sygehusdirektør Peter Henriksen, Psykiatrien i Region Syddanmark, mobil 20261411

Siden er sidst opdateret 24-3-2010



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt