Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Flest i behandling for færrest penge

Ny rapport fra Danske Regioner viser, at Psykiatrien i Region Syddanmark har flest i behandling for færrest penge pr. patient.

Den seneste nøgletalsrapport fra Danske Regioner sender Psykiatrien i Region Syddanmark ind på en førsteplads blandt de fem regioner, når det handler om at behandle børn og unge for psykiske lidelser.

Region Syddanmark har gennem de seneste to år øget sin andel af børn og unge i behandling. I 2008 var 169 børn pr. 10.000 indbyggere i behandling. Gennemsnittet for alle regioner er 130. I 2008 behandlede de fire syddanske børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger 5.450 patienter mod 4.841 året før.

Når det gælder voksne i psykiatrisk behandling, viser rapporten, at Region Syddanmark får flere patienter ind. Således er antallet af voksne borgere i behandling steget til 24.126 i 2008 - mod 23.964 året før.

Trods den øgede behandlingsaktivitet har Region Syddanmark den laveste udgift pr. borger i behandling. I 2008 brugte regionen 37.000 kroner pr. borger. Gennemsnittet for samtlige regioner er 56.000 kroner. Region Syddanmark brugte sidste år knapt 9,7 mio. kroner pr. 10.000 indbyggere på at behandle psykisk syge - gennemsnittet for alle regionerne er godt 12,2 mio. kroner.

- Tallene viser, at det er let for borgerne at få adgang til Psykiatrien i Region Syddanmark. De skal ikke være voldsomt syge for at komme i betragtning. Så vores effektivitet er høj samtidigt med, at vi behandler hver borger for færrest kroner og øre, konkluderer Carl Holst (V), formand for Regionsrådet i Region Syddanmark.

Det øgede patientindtag har medført, at ventelisterne for børn og unge er steget. Her og nu venter 179 børn og unge på at komme i behandling. Antallet af voksne på venteliste er derimod faldet fra 490 til 328 i 2009.

- Allerede i dag har vi stor fokus på ventelisterne - både centralt og på afdelingsniveau. Men den indsats forstærker vi, så vi snarest muligt kan reducere ventelisterne og leve op til behandlingsgarantien, siger formand for Særligt vedr. social- og psykiatriområdet og medlem af Regionsrådet Bente Gertz Hansen (S).

"Fremtidens Psykiatri" - udviklingsplanen for psykiatrien, som Regionsrådet vedtog i 2007 - spiller i den sammenhæng en stor rolle. Planen har fokus på lokalpsykiatrien som omdrejningspunkt for at sikre borgere med psykisk sygdom sammenhængende og endnu mere effektive patientforløb. Udrulningen af planen sker i takt med, at der bygges, indrettes og organiseres. Her og nu er lokalpsykiatriske centre på vej i Tønder og Brørup.

Find rapporten på Danske Regioners hjemmeside. Og læs mere om Psykiatrien i Region Syddanmark.


Siden er sidst opdateret 8-6-2009



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt